2015: Det er nu eller aldrig for klimaet men lang vej til målet

Det er både klodens fremtid og forhandlinger om klimaet under FN, der er på spil i år, hvor verdens ledere skal nå til enighed om en international aftale i december i Paris. Men der er stadig rigtigt mange åbne spørgsmål efter den sidste runde forhandlinger i Lima i Peru. Artikel fra ulandsnyt.dk

En sen lørdag nat i december kunne klimaforhandlere fra alle verdens lande endeligt vinke det sidste farvel til den midlertidige FN-by i Lima. Her blev dokumentet ”Lima Call for Action” nemlig vedtaget, mens skilte, boder og andet udstyr blev pillet ned rundt omkring i området, hvor det peruvianske militær normalt holder til. Den 20. runde af FN’s klimaforhandlinger var dermed overstået halvandet døgn senere end forventet.

De fleste officielle talspersoner udtrykte tilfredshed, men måske var det snarere et signal til deres befolkninger, om at de havde gjort et godt stykke arbejde eller en lettelse over, at forhandlingerne ikke var brudt helt sammen. Det kunne man nemlig godt frygte tidligere lørdag, hvor parterne var i infight over byrdernes fordeling.

Der var nemlig ikke rigtigt nogle af parterne, der fik det helt som de ville. Dokumentet fra Lima er derfor også fyldt med formuleringer om, at parterne inviteres til eller opfordres til at gøre en bestemt handling. De bindende formuleringer om de væsentlige uenigheder er få.

Men i december 2015 er det alvor. Her skal alle aftaler falde på plads og alle parter skal godkende det dokument, der skal blive til en ny international aftale om at reducere de værste klimaforandringer. Ellers er både klodens fremtid og forhandlingerne om klimaet under FN i fare.

FN-Klimaforhandlingers troværdighed i fare

En usædvanlig lun søndag i november i København blev verdens ledere ellers præsenteret for den hidtil stærkeste advarsel om konsekvenserne af manglende handling. Det skete da FN’s Klimapanel fremlagde den femte statusrapport for klimaet i Tivoli Hotel and Congress Center ved Kalvebod Brygge.

Den konkluderer, at de videnskabelige beviser for menneskeskabte klimaforandringer er overvældende, at klimaforandringer allerede mærkes på alle kontinenter og - måske vigtigst - at over 20 års forsøg på at stoppe den globale opvarmning under FN ikke har hjulpet spor. Udledninger af klimaskadelige gasser fortsætter i ekspresfart. Det bliver kun værre og værre hver gang FN’s Klimapanel vurderer situationen.

Det lægger ekstra pres på hele processen omkring FN-forhandlingerne. Det glippede i København i 2009, hvor der var lagt op til en aftale. I Paris senere på året er det sandsynligvis allersidste chance.

”Tænk, hvis det ikke vil lykkes i Paris. Hvem vil tro på, at FN-processen vil have troværdighed efter det? Det må vi få verdens ledere til at forstå. Det er nu”, siger Connie Hedegaard, tidligere EU-Kommissær for klimaet, ifølge The Guardian.

Der er nogle oplagte muligheder for at få flere ting på plads inden december, bl.a. skal parterne mødes i Geneve i februar og Bonn i juni. Samtidigt forventes det også, at verdens ledere vil diskutere emnet ved bilaterale og multilaterale møder året igennem. Hvis ikke flere punkter falder på plads risikerer man nemlig, at parterne accepterer en svag aftale, fordi alternativet er værre.

En ”take it or leave it”-aftale

FN’s forhandlinger om klimaet har det med at trække i langdrag. Den aftale, der skal falde på plads i Paris i december, skulle egentligt have været vedtaget i København 2009. Hver eneste forhandlingsrunde trækker også normalt ud over de 10 dage, der er afsat.

Om eftermiddagen den sidste lørdag ved forhandlingerne i Lima fortalte den malaysiske forhandler frustreret, at han missede et fly til Cuzco, hvor han skulle besøge Inka-ruinerne ved Macchu Picho. Flere talte om, at forslaget havde behov for en kirurgisk operation. En anden talsperson nævnte, at hvis kirurgien handlede om omskæring, så skal man passe på, at det ikke bliver en amputation.

Den amerikanske forhandler Todd Stern advarede om, at parterne skulle godkende forslaget, for ellers ville både klodens fremtid og forhandlingerne under FN være truet.

Parterne blev aldrig enige om det dokument, men vedtog senere altså et andet, som levner ret meget til fortolkningen. Det er netop en af farerne ved at udskyde de vigtige beslutninger til de sidste dage. Resultatet bliver vagt.

Nogle NGO-observatører i Lima talte om, at der er visse parter i forhandlingerne, der bevidst forsøger at udskyde og forhale processen, så man til sidst står med et tilbud, som bliver et ultimatum – ”take it or leave it”.

Da alle ved, at både klodens fremtid og FN’s klimaforhandlinger står på spil, vil de fleste strække sig langt for at redde processen. Men der var mange parter i Lima, som havde ”røde linjer”, der ikke måtte krydses – dvs. ultimative krav. Resultatet risikerer at blive et dokument fyldt med opfordringer og tilskyndelser, men ingen bindende forpligtelser.

Vage formuleringer

”Lima Call for Action” er fyldt med uforpligtende vendinger omkring de vigtige spørgsmål. I spørgsmålet om den vigtige forhåndsinformation i landes bidrag til en klimaaftale, lyder det, at man er enige om, at alle parter kan (may) levere denne information.

Når det gælder yderligere mobilisering af finansiel støtte til skrøbelige lande, hedder det, at man tilskynder (urge) udviklede lande til at yde denne støtte.

De fattigste lande klagede højlydt over, at mekanismen Loss and Damage (tab og ødelæggelse) var udeladt af teksten lige før den endelige afgørelse. De fik mekanismen med, men det hedder sig bare, at parterne genkalder sig nogle tidligere beslutninger.

Selv når den kommende aftale bliver nævnt, er det pointeret, at man med formuleringen ikke vil forudbestemme om der bliver tale om en ny protokol, et andet juridisk instrument eller et resultat med juridisk kraft under FN’s Rammekonvention for klimaændringer.

Lima Call for Action kan downloades her: http://newsroom.unfccc.int/lima/lima-call-for-climate-action-puts-world-...

Der er med andre ord ikke enighed om i hvilken grad en aftale skal binde parterne.

Obama truer med veto

Det store problem her kan blive USA. Mange analytikere peger på, at præsident Barack Obama vil gøre klimasagen til sin politiske arv for eftertiden, men han har behov for støtte fra politiske modstandere, hvis han skal binde USA på klimaløfter.

Det kræver nemlig to-tredjedels flertal i Senatet. I dag er der et flertal af republikanere i Senatet, og de er ikke særligt velvillige over for internationale klimaaftaler.

Det var en af grundene til, at Kyoto-aftalen aldrig blev gældende i USA. Den daværende præsident Bill Clinton underskrev protokollen, men den kom aldrig til afstemning i Senatet.

Her havde man nemlig enstemmigt vedtaget den såkaldte Byrd-Hagel Resolution, der sendte et signal til præsidenten om, at man ikke ville acceptere en international aftale om klimaet med mindre, den også ville binde udviklingslande. Det er da også et af amerikanernes mål at få udviklingslande til at forpligte sig mere.

Men præsident Obama har imidlertid signaleret, at han er klar til at tage hårdere midler i brug for at få klimapolitikken gennemført. ”Jeg har ikke brugt min veto-kuglepen særligt ofte siden jeg blev præsident. Nu, formoder jeg, vil der være nogle situationer, hvor jeg må tage denne pen i brug”, sagde præsidenten omkring nytår ifølge Huffington Post. ”Jeg vil forsvare fremskridt, vi har opnået inden for sundhed. Jeg vil forsvare fremskridt inden for miljø, luftkvalitet og rent vand”, tilføjede han.

Mange spørgsmål

Om verdens ledere kan indgå en aftale om et lille år i Paris, og hvordan den i så fald vil binde landene er derfor stadigt uvist. Det er ligeledes uvist om målsætningen bliver at holde temperaturstigningen under 1.5 eller 2 grader i slutningen af århundredet, da begge muligheder er nævnt i Lima Call for Action.

Der er heller ingen, der endnu ved, om alle de løfter om reduktioner af klimaskadelige gasser, som landene skal komme med, overhovedet er tilstrækkelige til at nå disse målsætninger. Parterne kunne nemlig i Lima heller ikke blive enige om en vurdering af de samlede løfter i forhold til målsætningen inden sommer.

I stedet vil der komme en vurdering fra FN-sekretariatet om de samlede effekter af bidragene d. 1. november. Og på det tidspunkt er der nok ikke meget andet at gøre end at sige ”take it or leave it”.

Af: Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk
















































































Foto: Thomas Jazrawi

Foto: Thomas Jazrawi

print