Lad naturens rytmer inspirere gudstjenesten


Gør brug af naturens rytmer, naturens gaver og nadverritualet i høstgudstjenester, der både har fokus på tak og ansvar. Ole Skjerbæk Madsen reflekterer over skabelsesteologien og hvordan den får konkret udtryk i gudstjenester.

Af: Ole Skjerbæk Madsen

For mange mennesker er naturen deres helligdom. Naturen rummer steder, hvor mennesker kan finde ro og stilhed, forfriskes af vind og vejr, nyde skønheden og undre sig over livets mangfoldighed. Oplevelser i naturen kan åbne for de store spørgsmål og åbne bevidstheden for tilværelsens åndelige dimension. Naturoplevelser kan blive oplevelser af at være ét med alt skabt, at alt er en del af den samme livsstrøm, eller det kan føre til taknemmelighed overfor Skaberen og tilbedelse af Guds storhed.

Ole Skjerbæk Madsen

Se medskabningen med Guds øjne

Menneskets rolle i forhold til skabningen skildres i 1. Mos. 2 som gartneren og som den, der giver dyrene navne. Dette handler om, at mennesket ser medskabningen med Guds øjne og derfor ser de potentialer og den identitet, medskabningen rummer. Mennesket hjælper denne indre kvalitet i medskabningen til udfoldelse, når det giver dyret navn og dyrker jorden og f.eks. ser, hvordan kornet kan sås, høstes, males til mel og bages til brød.

Skaberværket må genoprettes

Biblen ved, at skaberværkets orden er brudt. Derfor tales der om en genoprettelse, og derfor må skabelse altid tænkes sammen med genløsning. Det er samme Guds Ord, som kaldte alting til eksistens i skabelsen, som blev menneske i Jesus Kristus for at forlige mennesket med Gud og genoprette både menneskets oprindelige natur og dets relation til skaberværket.

Gudstjenesten udtrykker skabelsesteologi

Gudstjenestelivet i sognet kan åbne for sammenhængen mellem skabelse og genløsning. Gudstjenesterne kan give udtryk for en skabelsesteologi med Kristus i fokus og åbne deltagernes øjne for jorden, naturen og medskabningen som skabt, som god i Guds øjne og fejre menneskets samhørighed med den øvrige skabning. Dermed gør gudstjenesten også opmærksom på menneskets ansvar i medskabningen.

Lad naturens rytmer inspirere gudstjenesten

Naturens rytmer er det første at være opmærksomme på. Året og dagen har sine rytmer. Solen sætter én rytme, som primært bestemmer årstiderne ved solhverv og jævndøgn. Månen har sin egne rytmer; måneden og kvindens cyklus er knyttet til månen. Endelig har døgnet sin rytme – aften, nat, morgen, dag. Mange af kirkeårets fester er bestemt af naturens rytmer. Både sol og fuldmåne bestemmer påskefestens fastsættelse: første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Jul fejrer vi ved vintersolhverv, Sankt Hans ved sommersolhverv, men også fester som Kyndelmisse og Alle Helgen falder på klassiske årstidsfester. Hvis kirken bliver mere bevidst om sammenhængen mellem naturens rytmer og gudstjenesten og om, at fejringen af skabelsen og frelsen hører sammen, vil kirken i højere grad opleves vedkommende for dem, som søger at leve i flow med naturen.

Keltisk inspiration

I keltisk trospraksis var der otte sådanne fester, f.eks. disse to høstfester:

Sensommer - Lammas: 31/7 - 1/8 – Kornhøsten fejres. Der er også et offermotiv: hveden høstes for at blive til brød. – ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid” (Johs. 6,51).

Efterårsjævndøgn - Mabon: 21-23/9 – Lys og mørke er i balance. Frugthøsten fejres. Høsten er lagret, festen præges af tak og håb ansigt med ansigt med det kommende mørke og det skabtes forgængelighed. – ”Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det” (Johs. 1,5).

Brug høstgudstjenesten til at takke og tage ansvar

Høstgudstjenester er populære. Men hvordan fejre høst i en bymenighed? Byboere lever også af det korn og de frugter, jorden frembringer. Det er ikke nogen selvfølgelighed at have noget at spise og leve af; derfor retter vi vores tak til Gud. Men vi har også brug for at tale om vort ansvar for den jord og den natur, hvorigennem Gud giver os sine gaver til livets opretholdelse. Taksigelsen bryder forbrugerismens selvfølgelighed; talen om ansvar for medskabningen, begrundet i biblen, kan gøre op med den udbredte myten om, at kristendommen har et hovedansvar for jordens økologiske problemer.

Nadveren som højdepunkt i skabelsesliturgi

Nadveren er det naturlige højdepunkt i en skabelsesliturgi. Nadver er taksigelse, fornyelse/forvandling og fællesskab. Når vi i nadveren (det udvidede nadverritual) takker Gud for skabelsen og livets opretholdelse, udtrykker vi en ikke-forbrugerisk holdning til skabningen; vi modtager brød og vin som gaver. Vi bringer jorden, naturen og os selv i brødets og vinens skikkelse tilbage til Gud ved taksigelsen og modtager dem på ny med Guds nærvær, Jesu Kristi legeme og blod. Skabningen fremtræder helliggjort i nadveren; kornets og druernes potentiale udfoldet til næring som brød og vin gør nu åbenbaringen af Guds tjenende kærlighed nærværende i skaberværket. Denne betydning af nadveren kan tydeliggøres ved en indledende ceremoni, hvor brød og vin sammen med årstidens elementer og symboler for de klassiske fire elementer bæres op til alteret med bøn om, at Gud gør sin skabning hel på ny. (Se: ”Må din vej gå dig i møde”. Kirkefondet 2009. Side 132 og 136).

Holdninger udtrykt i klummen er ikke nødvendigvis udtryk for Grøn Kirkes holdning på området.

print
Tagget , ,