Jeg er vokset op med samisk tænkning om forholdet til eatneme/jorden som vores mor. I mit arbejde som præst for den sydsamiske befolkning, har jeg ofte tænkt, at vores tænkning og respekt for eatneme bør få konsekvenser for vores liturgi og gudstjenesteliv. Samerne har traditionelt set haft et meget nært forhold til de landområder, de bor i. Selve ordet for jorden viser det. Ordet Eatneme kan oversættes som "min mor, jorden". Her vil jeg kort give to eksempler på, hvordan samisk tænkning kan præge handlingerne, når der fejres dåb og nadver.

Vand giver liv

Vand er afgørende for alt liv – for dette liv og for det evige liv. Når jeg mødes med forældrene til et dåbsbarn plejer jeg at indlede til samtale om vandets centrale plads i dåben og deres eget forhold til vand og vandkilder, der vor de færdes og bor. De fleste samiske familier bor nemlig tæt på naturen og har et tæt forhold til deres vandkilder, søer og floder. Når jeg foreslår, at de selv bringer dåbsvand fra et af disse steder, bliver de ofte begejstrede og gør det gerne.

Efter dåben hælder jeg dåbsvandet ud, mens menigheden ser på. Det er en gammel skik i den kristne kirke at hælde dåbsvandet ud på en respektfuld måde. Denne skik forsvandt, da naturen forsvandt fra teologisk bevidsthed. Troen blev til noget åndeligt, der var adskilt fra naturen. Dåbsvandet blev "åndeliggjort" og lignede ikke længere almindeligt vand, der flyder og plasker, men blev til noget næsten usynligt, noget vådt på præstens fingre. Nadverbrødet var heller ikke længere almindeligt brød men blev ”åndeliggjort” til noget som ikke længere ligner brød bagt af menneskehænder.

Når vandet hældes ud efter dåben, behandles det med respekt. Og når jeg hælder det ud på jorden, tydeliggøres også en agtelse og respekt for eatneme. Samtidigt tydeliggøres det faktum, at hele skaberværket er afhængigt af vand. Uden vand dør alt levende og uden vand bliver der ingen dåb til frelse.

Vin fra jorden, vores mor

Det andet eksempel på, hvordan samisk tænkning kan udtrykkes, er taget fra nadverfejringen. Vi fejrer ofte gudstjeneste ude i naturens store katedral. Da er det passende, at brødet som skal bruges ved nadveren bages på en flad sten, som er varmet op over åben ild midt på den plads, hvor menigheden fejrer gudstjeneste. Så bliver det tydeligt, at det rent faktisk er almindeligt brød, vi spiser i nadveren, brød af korn som er dyrket af eatneme og som er bagt af menneskehænder. Desuden er det rart at samles omkring et bål og nyde duften af friskbagt brød.

Frelsen er knyttet til vand, korn og druer, brød og vin og til noget så tæt på naturen som et levende individ af kød og blod, celler og molekylære strukturer. Jesus var jo et menneske af kød og blod.

Før selve uddelingen, lader jeg nogle dråber vin dryppe ned på eatneme, efterfulgt af ordene: Eatneme, du var den første til at modtage af Frelserens blod da han blødte og døde på korset. Sammen længes du og alle skabninger efter den dag, hvor alt skal genoprettes.

Når vinen hældes på jorden efter nadveren, ligesom vandet efter dåben, sker der et møde mellem himmel og jord. Dette bliver helt tydeligt for menigheden. Der er store sammenhænge i livet: skaberværkets herre er også skaberværkets frelser. Lige siden at alt blev underlagt forgængeligheden, så har alt sukket og længtes efter dagen, hvor det skal forløses.

I en tid, hvor naturen er blevet noget, som kan udnyttes til bristepunktet og skaltes og valtes med efter menneskets forgodtbefindende, må bevidstheden om at eatneme er hellig styrkes og bevidstheden om at alt, også eatneme, hører Herren til og er omsluttet af Guds frelsesplaner.

Af: Bierna Leine Bientie, præst i det sydlige område i Central Norge​