Det er skabelsestid

Skabelsestiden er ment som en velskabt mulighed for kirkerne til at sætte skarpt på skabelsen – med mange aktiviteter og ikke mindst med gudstjenester for skaberen og skabelsen. Skabelsestid er 1. september til 4. oktober og temaet i år er "Det daglige brød". Måske skal din kirke markere det i år?

Afgørende er det, at gudstjenester og aktiviteter er nogle, der passer lokalt, men eksempler kunne være en dag for børnefamilier og ungdoms-korps, en kunstudstilling, en paneldebat eller måske en pilgrimsvandring i skaberens fodspor.

Hvad er en skabelsestidsgudstjeneste?

”En gudstjeneste for skabelsen” lovpriser skaberen og beder om lykke til Jorden og alle dens beboere. Måske er næstekærligheden i centrum, måske kirkens opgaver i denne verden. Og gudstjenesten kan fejres på mange måder. Den kan ligne en højmesse og den kan ligne en traditionel høstgudstjeneste. Men det kan også være en meget alternativ gudstjeneste. Nogle steder er det oplagt at fejre den udendørs, måske som en naturandagt, måske som en fejende flot festgudstjeneste med skolens messingblæsere og kirkekor fra flere sogne.

Få inspiration fra Grøn Kirke

Grøn Kirke har en del velegnede ritualer, nogle mere utraditionelle end andre. Der er også eksempler på grønne eller økologiske nadverindledninger og bønner. Eller måske har man lyst til selv at lave et ritual, som lovpriser skaberen og engagerer menigheden.

Det daglige brød

Temaet for Skabelsestiden er i år fra Grøn Kirke "Det daglige brød". I de kommende uger, vil Grøn Kirke på forskellige måder sætte fokus på temaet.

Af: Martin Ishøy

Læs mere om Skabelsestiden her

Find liturgiske byggeklodser til brug ved skabelsesgudstjenester her



print
Tagget ,