Eftertanke – Skovkirkegård til Silkeborg

Der er overvejelser i gang om en skovkirkegård i Silkeborg. Hvis mine nærmeste bor her på egnen, når jeg dør om forhåbentlig mange år, vil skovkirkegården være det sted, hvor jeg allerhelst vil stedes til hvile

Af Martin Ishøy - sognepræst i Balle Sogn

Som sted symboliserer ”skoven” nogle af de værdier, som har størst betydning for mig.

Udtrykket skovkirkegård har eksisteret et godt stykke tid. Men indtil for nylig har det betydet et kirkegårdsafsnit, hvor der voksede træer. Nu taler vi om kirkegårdsafsnit inde i skoven, så det bliver muligt at hvile ”i skovens dybe stille ro”. Det tiltaler ifølge undersøgelser mange men-nesker (ud over mig), og det skyldes ikke mindst, at vi i dag forbinder skoven med fred. På tysk hedder kirkegård jo ”Friedhof” (fredsgård), hvilket normalt forstås som et ”fredens sted” – selvom det oprindeligt betød, at området var ”fredet” pga. kirken. I dag er skoven topscorer blandt de ste-der, hvor vi søger og finder fred.

Åndehuller

Når Danmarks Naturfredningsforening taler om meget fredfyldte steder i skoven og kalder dem ”åndehuller”, er ordvalget ikke tilfældigt. På rette tider og steder vækker skoven vores åndelige san-ser til live, så vi mærker, at der er mere på spil, end det der kan måles og vejes. Der er en skønhed og en storhed, som er usammenlignelig og som lader os skimte en evighed. Med sin integritet minder skoven os om, at vi er liv af det liv, som lever i skoven. En kristen kan sige at skoven åbner vinduer til Guds rige.

Derfor vil vi gerne stedes til hvile i skoven. Også fordi skoven som få andre steder legemliggør naturens orden: blomstring, henfald, forrådnelse og stofskifte, næring til nyt liv. Med tanken om altings forbundenhed kan en skovkirkegård være et ”himmelspejl i mulde”, et billede af en højere barmhjertighed, som giver livet videre til skabninger, som endnu ikke har set dagens lys. Skoven rummer en symbolkraft, som gør det svært at forstå, at vi ikke allerede har mange skovkirkegårde i Danmark.

Når vi faktisk ikke har det, kan det skyldes indgroede tankemåder både hos kirkens kirkegårdsforvaltere, men især hos offentlige myndigheder, som forvalter skovene. For der er jo af gode grund regler for, hvad man må og ikke må i en skov. Så selvfølgelig er der en del bureaukrati forbundet med oprettelse af skovkirkegårde, ikke mindst hvis skoven, som her i Silkeborg, er en fredskov.

Gravsten

Noget af det vigtigste ved en kirkegård er, at den er et mindested og et fortolkningssted. Vi husker vore døde og tankerne får lov at stige op i solopgangens grænseland, hvor vi ser mere end fysiske realiteter. Derfor står der en sten på graven, og derfor kan der være forskellige symboler til stede for at hjælpe tankerne på vej. Men p.t. er det et mellemværende med skovmyndighederne – for den slags må man jo ikke bare stille op i en fredskov. Vi må håbe, at man finder eller politisk beslutter en paragraf, som gør gravsten og symboler mulige på (rigtige) skovkirkegårde.

Et andet spørgsmål er kiste eller urne. Uden at gå i detaljer er der nogle problemer forbundet med kistebegravelser, som gør, at det ikke er en aktuel mulighed på skovkirkegårde. Men i dag bliver de fleste mennesker også kremeret (brændt), og med de biologisk nedbrydelige urner er der en smuk symbolik i, at afdødes støv eller aske så hurtigt bliver en del af den naturlige vækst, som giver os syn for sagn om livet der står op af døde. Som det hedder i en moderne salme: ”Kornet som dør i jorden, opstår som fyldte aks … Gud, giv os troen tilbage: tro gennem dybeste mørke, liv gennem nat og død!”

Foto: ”Skoven kan opføre sig overraskende symbolsk. Her skyder et lille træ op af en gammel træstub. Det er en slags opstandelse i naturen. I Bibelen hedder det: ”Der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.” Esajas Bog kap. 11 (privatfoto Martin Ishøy)”

print
Tagget , ,