Fra færgens maskinrum til Grøn Kirke netværket

Lørdagen forud for uge 8 var jeg på vej på skiferie i Norge. Min familie og jeg tog DFDS færgen fra København til Oslo. Da vi nåede Oslo søndag morgen var vi 1600 passagerer, der skulle køre fra borde. Vi var nogle af de sidste, der kunne få lov til at køre, så vi stod uden for bilen i lang tid og ventede.

Da kom min datter og jeg i snak med to fra maskinrummet, der var lidt oppe for at trække frisk luft. De var meget snakkesalige og talte frit fra leveren om livet på færgen. De fortalte for eksempel, at om sommeren sejler de meget med asiatiske turister. I december sejler de med nordmænd, der holder julefrokost på båden, og i uge 7 og 8 sejler de mest med danskere, der skal ud og stå på ski.

Og så fortalte de to maskinarbejdere noget, der overraskede mig. De fortalte, at HVER ENESTE GANG færgen lægger til i Oslo, holder hele bådens personale møde, hvor der snakkes om energibesparelser og begrænsninger i brændstofforbruget. De to fortalte med stolthed i stemmen, at dette intense fokus på energieffektivitet har medført, at man siden 2010 har begrænset brændstofforbruget med 11%!

For mig siger det noget om, at der hele tiden vil være gevinster at hente for dem, der holder fokus rettet mod energibesparelser. Derfor er Grøn Kirke netværket et værdifuldt netværk, der bliver bedst af, at vi flittigt bruger hinanden og får gavn af hinandens erfaringer.

I vores netværk af foreløbig 124 kirker kan vi blive bedre, hvis vi taler endnu mere med hinanden på kryds og tværs. Og hvis vi holder fast i, at vi hele tiden skal lade os inspirere af erfaringsudveksling, inddragelse af fagfolk og kursusdage med fokus på alt fra afholdelse af klimagudstjenester til energibesparelser og genbrug.

Klumme af formand for Klima- og Miljøgruppen, Keld B. Hansen

print
Tagget ,