Vi mennesker skal som skabte i Guds billede med et forvalteransvar tage de globale udfordringer af skaberværket særdeles alvorligt. Det lyder pessimistisk og nogen tænker sikkert at dommedag er nært forestående. Men der er håb. For kristendommens økologiske Gud har gennemvædet hele skaberværket med rent, levende vand. En økologisk pinseprædiken af Per Vibskov Nielsen.

Der er i de seneste årtier blevet talt meget om økologi, og vi har i stigende omfang kunne købe fx økologisk kød og kaffe og senest også økologisk tøj og nu kan man sågar gå til en økologisk frisør.

Hvad betyder økologi?

Men hvad betyder det egentlig, økologi? Det er sammensat af to græske ord, to ord som også kendes fra Det nye testamente, nemlig ordet oikos, som betyder hus. Og derfor kaldes en husholder for en økonom og en kvindelig husholder for økonoma. Så er der det andet ord Logos, som logisk nok betyder fornuft, og i Johannesevangeliet ligefrem bruges om Jesus Kristus. Økologi har altså med fornuftig husholdning at gøre, og der er da en indlysende logik i at holde sit hus i orden, og derfor er mange da også blevet grebet af den økologiske tanke.

Økologisk teologi

Disse tanker har også bredt sig til kristendommen og medført en økologisk teologi, bedst modelleret af den amerikanske professor Sallie McFague. Men mig bekendt er der endnu ikke nogen der har talt om en økologisk Gud, hvilket ellers synes ligefor.

Til gengæld er der fra den første kristne menigheds tid blevet spekuleret over Guds holden hus med sig selv som Fader, Søn og Helligånd, hvilket er blevet bestemt som henholdsvis den immanente og den økonomiske treenighed. Det er denne treenige sammenhæng vi bekender med troen på Faderen som skaber af himmel og jord, Guds søn Jesus Kristus som menneskets frelser, og Gud Helligånd som den der gør alt levende.

Gud som dybet, som ét med jorden

Men det kan godt virke alt for himmelvendt og abstrakt. I et forsøg på at blive konkret begyndte den berømte teolog Paul Tillich så for godt 60 år siden at tale om Gud som selve dybet i tilværelsen, ja, at Gud ganske enkelt betyder dyb og er menneskets ubetingede anliggende og selve livets mening.

Men som tiden gik stak det ligesom ikke længere dybt nok, og derfor introducerer professor ved Københavns universitet Niels Henrik Gregersen så for 15 år siden begrebet dybdeinkarnation for at tydeliggøre Gud i Kristus forbinder sig med hele sin skabning ved at gå ind i skabelsens biologiske væv og blive til menneske, spurv og græs, så Gud bliver til ét med jorden.

Bekymring og håb

Men Ånden manglede at komme med Kristus i dybet og derfor begyndte den økologiske teolog Sallie McFague for 7 år siden at betone, at kristendomen som en inkarnationsreligion kræver en inkarnationsåndelighed. Hun kalder det kropsspiritualitet og vil gøre spørgsmål om rent vand, ren luft, ren mad og husly til åndsarbejde. For hun er bekymret, virkelig og alvorlig bekymret. Hun er bekymret for menneskeheden, for kloden, for klimaet. Men hun har ikke opgivet håbet og finder trøst i troen på, at der er en dyrebar friskhed dybt inde i tingene, som man så kan kalde for dybdespiritualitet.

Helligånd og dyrebart vand

Det betyder altså, at der allerdybest nede er noget der giver liv, selvom vi render rundt og tramper på jorden. Det er Helligånden, der er allerdybest nede, og det er netop Helligånden, vi har hørt Jesus omtale som det levende vand. Det er altså det modsatte af dødt vand, af brakvand, af kloakvand, af spildevand. Alle ved at hvis man ikke får noget at drikke, så dør man af tørst. Alle ved også at det er nødt til at være rent vand, for nok slukker det tørsten, hvis man drikker toiletvand, som jeg kom til at gøre en gang som barn, men man risikere også at blive alvorligt syg.

Det siger sig selv, at man ikke behøver gå i kirke for at få at vide, at vand er det dyrebareste vi har her på kloden, og at vi derfor også skal passe på det. Det er almindelig sund fornuft. Men hvad der bør optage et kristent menneske langt mere, når vi ved, at alt liv er betinget af vand, og at Jesus kalder Helligånden for det levende vand, ja, så er det det, at Jesus siger, at alt kan tilgives os mennesker, undtagen en eneste ting, og det er bespottelse af netop Helligånden, og det burde vække bekymring.

Grund til alarm og til håb

Derfor er der grund til at ringe med alarmklokken, ja, vi burde nok tage den store stormklokke i brug og ringe med den langt mere end de 350 symbolske gange som vi gjorde her i Domkirken den 13. december 2009 i forbindelse med klimakonferencen i København.

Vi mennesker skal som skabte i Guds billede med et forvalteransvar tage de globale udfordringer af skaberværket særdeles alvorligt. Det lyder pessimistisk og nogen tænker sikkert at dommedag er nært forestående. Men der er håb. For kristendommens økologiske Gud har gennemvædet hele skaberværket med rent, levende vand, og det er netop dette vi skal fejre her i pinsen, og det både i åndelig forstand og i bogstavelig forstand. I bogstavelig forstand fordi pinsen er den grønne omstilling, hvor alt springer ud og liver op, fordi der både kommer regn fra det høje og levende vand fra det dybeste indre. I åndelig forstand fordi vi oplives og fornyes ved evangeliet om Jesus Kristus. Amen

Af: Per Vibskov Nielsen​

Prædiken ved ordination den 18. maj 2015 Roskilde Domkirke

Tekst: Jesus råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. Amen. (Johannesevangeliet kapitel 7 vers 37-39)