Skabelsestiden er snart slut for i år. Nu bliver det snart hverdag igen, hvor der ikke er det samme intensive fokus på skaberværket, som der har været i kirkerne verden over siden 1. september. Skaberværket har imidlertid behov for samme opmærksomhed hele året rundt - og vores ansvar hånd i hånd med det kristne håb for skaberværket rækker til hele året.

Der er konstant behov for, at nogen gør opmærksom på den fare for ødelæggelse og misbrug af skaberværket, som er aktuel i vores tid. På samme tid er der også konstant behov for, at nogen forkynder håb for skaberværket: håb for en ny og bedre fremtid for alt levende på jorden.

Brug for håb

Truslen mod skaberværket kan de fleste set i dag, men det er ikke alle, der kan se håb. Kirkerne har derfor en særlig opgave i at forkynde håb, også i svære og uoverskuelige situationer. For ligesom troen og kærligheden er en del af kristendommens inderste væsen, så er håbet det også.

Det kristne håb handler om muligheder og forandring

Ofte bruger vi ofte ordet 'håb' i en afsvækket betydning. Her betyder ordet nærmest det, som vi ikke rigtigt tror på, men kun håber på. Med det kristne håb er det imidlertid helt anderledes. Det er lige så stærkt som den grundfæstede tro, men mens troen er fundamentet, er håbet det, som retter sig fremad mod fremtiden, mod nye muligheder og forandring.

Håb er liv

Nogle gange siger man, "så længe, der er liv, er der håb". Det kan være rigtigt nok, men måske forholder det sig i lige så høj grad omvendt: så længe der er håb, er der liv! For hvis først håbet om fremtiden dør, så slukkes livet også.

Tro på forandring

Det kristne håb er ikke bare et romantisk forestilling om, at det hele ender godt til sidst. Men det er et håb om, at det kan være anderledes; at forandring er mulig; at der er en vej ud af situationen, men om vi går den vej, er op til os.

I en tid hvor truslerne mod skaberværket er enorme, er det nødvendigt, at nogen forkynder håb. Det kristne håb gør os ikke passive (det er kun hvis man abonnerer på den romantiske forestilling, hvor det hele ender godt uafhængigt af vores valg). Tværtimod: det kristne håb motiverer til handling, fordi håbet ser, at det kan blive anderledes, selvom det kan være svært at se med det fysiske øje. Det er jo først, hvis ikke vi tror på forandring uanset hvad, at vores handlinger er ligegyldige.

Håb og handling hører sammen

Håb og handling hører altså sammen i kristendommen. Håbet om, at "vandet aldrig mere skal blive til en vandflod, der ødelægger alt levende", som Gud lover Noah efter syndfloden, inspirerer til handling og til at skabe fremtid: en fremtid hvor alle kan få sit daglige brød, men uden at drive rovdrift på jorden; og en fremtid hvor skaberværket også får sit 'daglige brød', nemlig frisk luft og rent vand, og hvad naturen ellers behøver.

Er det urealistisk? Måske. Men håbet er der, spørgsmålet er bare, om håbet bliver fulgt af handling.

Af: Jan Nilsson, præst ved Den danske Diakonissestiftelse​