Håb på trods

Vi har som samfund svært ved at ændre kurs i forhold til de menneskekabte klimaforandringer. Hvorfor er det så svært? Biskop Peter Fischer-Møller giver nogle bud - og nogle refleksioner over, hvad kristendommen har at tilbyde ind i spørgsmålet om klima-ansvar.

Jeg er overbevist om, at de menneskeskabte klimaforandringer er den største samfundsmæssige udfordring vores generation står overfor. Det tror jeg rigtig mange er enig med mig i. Men vi har svært ved at handle på den viden.

Det bedste i verden - også for mine børnebørn

Jeg har to børnebørn. Gustav på 4½ og Louis på 2½. De er ganske almindelige drenge – og i mine øjne samtidig to små mirakler. Noget af det bedste i verden er at klatre i træer i haven og gynge med dem. Eller at bygge med LEGO og lege med biler. Jeg drømmer om den verden, de vokser op i, og som de engang skal tage et medansvar for. Jeg drømmer om at de må opleve verden som et godt og smukt og gavmildt sted, som jeg gør det. Men jeg ved godt, at det ikke er nogen selvfølge, og det ikke bare kommer af sig selv. Eller rettere, at hvis vi mennesker fortsætter med den livsstil, vi udfolder i disse år, så vil verden med meget stor sikkerhed byde mine børnebørn og deres jævnaldrende meget ringere vilkår, end jeg har haft. Jeg ved det godt.

Vi ved det godt...

Og jeg ved også godt, hvad der skal til at vende udviklingen, hvad der skal til for at mindske udledningen af drivhusgasser, hvad der skal til for at dæmpe den globale opvarmning, hvad der skal til for at slide mindre på den natur, vi selv er en del af. Jeg ved det godt, og det er egentlig ikke særlig uoverkommeligt. Men jeg har alligevel så svært ved at ændre adfærd. Og rigtig mange andre ser ud til at have det ligesom mig. Vi har som samfund svært ved at ændre kurs i forhold til de menneskabte klimaforandringer. Hvorfor er det så svært?

Bekvemmelighed og vanetænkning

På det personlige plan er der nok en del bekvemmelighed og vanetænkning med i billedet. Og måske har apostlen Paulus også ret i at der er noget meget fundamentalt galt, at ”det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg.”

Fokus på det kortsigtede

Som samfund er der to forhold, som hindrer handling. Det ene hænger sammen med vores repræsentative demokrati. Her er der en tendens til at de kortsigtede problemer stjæler opmærksomheden fra de mere langsigtede. For det er løsning af kortsigtede sager og opgaver, som fylder mest i vores tanker, når vi går til stemmeurnerne. Og da politikere jo mener, at de vil være bedre til at lede landet end deres politiske modstandere, ja så vil de jo gerne vælges eller genvælges, og det bliver de altså lettere på de kortsigtede sager en på dem med langt perspektiv – som f.eks. klimaforandringerne.

Vækst og konkurrenceevne

Det andet har at gøre med det, der i nogle århundreder har været den økonomiske drivkraft i vores samfund: vækst og konkurrenceevne. Det er i dag blevet en form pseudoreligion. Alle taler om vækst og konkurrenceevne. Vi har rigtig svært ved at forestille os et godt samfund uden økonomisk vækst. Men væksten slider på vores naturgrundlag og forstærker den globale opvarmning. Der er simpelt hen grænser for vækst, hvis vi der skal blive en god fremtid for vores børnebørn og deres børn.

Kristendommen kan hjælpe

Vi har brug for nye visioner for det gode liv. Vi har brug for et sprog, der kan nuancere vores fælles drømme. Her har kirke og kristendom noget vigtigt at byde ind med. Vi hører at jorden ikke er vores eller en ren og skær tilfældighed, men Guds skaberværk. Livet som vi møder det har værdi i sig selv, helt bortset fra hvad vi kan bruge det til. Vi hører at mennesket ikke bare er et dyr mellem andre dyr, men at mennesket er skabt i Guds billede, skabt med fantasi, følelse, forstand og sprog, skabt så vi kan forholde os til os selv og til verden og sammen tale om, hvordan vi skal tage ansvar for den verden vi er en del af.

Et særligt ansvar - og et håb

Vi hører i den bibelske beretning om det særlige ansvar vi har for ”enken og den faderløse og den fremmede” for dem, der ikke kan klare sig selv. Og vores samvittighed er enig: vi kan ikke nøjes med at tænke på os selv og vores egne. Endelig giver den bibelske historie os et håb. Jorden er ikke kun i vores skrøbelige hænder, men også i Guds kærlige hånd. Og vi kan hente inspiration i historien om Martin Luther, som en dag blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden ville gå under i morgen. ”Så ville jeg plante et æbletræ i dag,” sagde han. Håb på trods.

Det har vi brug for. Vi har brug for at hjælpe hinanden til at tage fat. For vores børnebørns og deres børns skyld. Og det er ikke så svært. Måske viser det sig at være en fornøjelse at skifte kurs.

Af: Peter Fischer-Møller​

print
Tagget , ,