Håbets træ plantet i Veddum Byskov

For tredje år i træk, har vi holdt friluftsgudstjeneste i Veddum Byskov. Skovmessen, som vi kalder det, er hvert år arrangeret i fællesskab mellem landsbylauget og menighedsrådet, og rigtig mange har deltaget i gudstjeneste og fælles kaffebord bagefter med kager bagt af flittige frivillige.

I år er der reformationsfejring, og derfor har menighedsrådene i Visborg og Skelund besluttet, inspireret af Luther, at plante et æbletræ under skovmessen.

Menighedsrådene har købt et stort flot Aroma-æbletræ, og FDFerne plantede det, mens spillemændene spillede. Solen skinnede så smukt, som det sjældent er set i denne sommer!

Vi havde en dejlig gudstjeneste med salmesang i sensommerlys til harmonika og violin. Temaet var æbler og lignelsen om de betroede talenter blev genfortalt -. Ligesom alle æbler uanset smag og udseende - har en kerne, som kan sås og skabe liv. Sådan har vi også alle fået tildelt talenter af Gud.

Vi har alle muligheder i os, måske ikke lige mange, men alligevel nok til at få en masse ud af dem. Ingen skal gemme deres talenter. Vi har fået dem fra Gud, så vi kan ikke være bekendt at gemme dem væk og spilde dem. Vi skal leve livet og hver gang vi bruger af vores talenter får vi endnu flere. Og fordi vi alle har evner og talenter, kan vi alle være med til at plante håb i verden.

Mette Tved Hansen,

Sognepræst i Skelund og Visborg Kirke

print
Tagget , , , , , ,