Hvorfor pilgrimsvandring?

I højt solskin, og med sensommerens særlige blå himmel over os, begav vi os ud i Guds store katedral . Vi var 3 grupper af vandrende mennesker, som tog hvert sit udgangspunkt. Jeg var med i den gruppe, der gik fra Sankt Katharina Kirke i Store Heddinge. De andre vandrede fra henholdsvis Haslev og Strøby Egede Kirke.

Skaberværket mættede os

På vejen kunne vi nyde et bugnede lager af velsmagende frugter i form af vilde blommer, mirabeller, æbler og brombær, og det føltes som ville Vorherre selv mætte os på vores vandring. Undervejs holdt vi pause i Frøslev og Lyderslev kirke, hvor præst Ingrid Nakagawa Salinas levende fortalte om kirkens historie. Godt trætte og med 20 km i benene, var det en glæde at møde de to andre grupper i Hellested Kirke. Vi var over 30 personer til en nadverandagt, som sognepræst i Haslev kirke Karen Stubkjær stod for.

Hvad har pilgrimsvandring med Grøn kirke og skabelsestid at gøre?

Hvis jeg stiller mig selv det spørgsmål må jeg svare: Det, at befinde sig i Guds natur, åbner mine sanser for hvem Gud er. I dugdråberne på spindelvævet, i duften af solmodne æbler, i lyder af visne blade under mine fødder ser jeg min skaber. Jeg finder måske et lille agern, samler det op, forundres over dets skønhed, over, at Gud har skabt det så fuldendt, takker ham, husker at han også har skabt mig. Det at løfte først den ene fod, så den anden for at tage skridt og gå, kræver komplekse processer i min hjerne og mit bevægeapparat, som jeg ikke engang er bevidst om. Hvor er det forunderligt, hvor er det stort, og hvor tager jeg det selvfølgeligt. At tage tid til at gå og tænke over dette leder mine tanker videre, til alle dem der ikke har samme privilegier og muligheder som jeg. Jeg glædes – men skammer mig også lidt - over min velstand og mit gode helbred og beder for dem som ikke har så meget som mig.

Gud og skabningen åbner sig

Sådan oplever jeg, at Gud og hele skabningen åbner sig, og bliver større for mig, når jeg befinder mig i naturen med Gud for øje. Det er et af de aspekter som Grøn Kirke handler om – at jeg bliver mere bevidst om skaberværket, og i taknemmelighed bliver mere motiveret til at værne om det.

Af: Maria Hellstrøm  Pedersen

print
Tagget ,