En grundlæggende miljøteologisk indsigt er ”forvalterskabstanken”. Den bygger på erkendelsen af, at mennesket bibelsk og kristent betragtet ikke er jordens eller verdens herre. Det er Gud. Men men-nesket har den særlige stilling i skaberværket, at Gud har pålagt det den opgave at være forvalter over den øvrige skabning. Menneskets såkaldte kulturelle mandat. 

Det for miljøteologien klassiske eksempel er skabelsesberetningen; nærmere bestemt-kapitel 2 vers 15, hvor Gud sætter mennesket til at ”dyrke og vogte” Edens Have. Til forståelse af dette ”forvalterskab” inddrages imidlertid ofte kapitel 1 vers 27, hvor der står, at Gud skabte mennesket i sit billede. Denne gudbilledlighed betyder, at mennesket skal udfolde sit forvalterskab i Guds billede, dvs. på en måde, der ligner Gud. I en kristen optik betyder det med kærlighed, omsorg og livsbekræftelse.

I Bibelen er der mange gudsbilleder, også relativt despotiske, men i Kristus har Gud endegyldigt åbenbaret sin kærligheds væsen. Nemlig at al hans gerning i skabelse såvel som i frelse er til skabningens bedste. Jesus Kristus er, som en forfatter udtrykker det ”the Authentic and Preeminent Steward”, så det skal de kristne også være.

  Forvalterskabstanken er tydeligt bibelsk funderet*, men sin fulde betydning får den først på baggrund af en systematisk eller dogmatisk brug af det bibelske materiale.

*At forvalter/forvalterskab anvendes 66 gange i Bibelen viser, at tanken er udbredt. De miljøteologiske potentialer bliver imidlertid først åbenlyse, idet Guds gode vilje for skaberværket (”naturens orden”) erkendes som bestemmende for forvalterens opdrag. Eksempler på kristent forvalterskab: 1. Kor. 4,2 og 1. Pet. 4, 7-11.