En anden miljøteologisk indsigt med bibelsk fundament knytter sig til pagtstanken, som en del store teologer for et par generationer siden betragtede som selve den røde tråd i Bibelen. Man kan sige, at forpligtelserne i en pagt, i modsætning til en kontrakt, ikke er udtømt med eller beskrevet i specifikationer.

Pagten er udtryk for ubetingethed. Med sin pagt opretter Gud et holdepunkt for den for-pligtende tilstedeværelse af sin nåde og kærlighed overfor skabningen. Den bibelske pagtshistorie er brolagt med menneskers svigt og deslige. Med en formulering af den nådens teologi, som knytter sig til ”pagten”, hedder det i 2. Timoteusbrev 2,13; ”Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke”. Et andet eksempel er Salme 89 v. 35 ”Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke hvad jeg har lovet”.

Det klassiske "sted" for den miljøteologiske indsigts i den bibelske pagtstanke er afslut-ningen af historien om Noas ark (1. Mosebog kap. 8-9), hvor Gud siger til sig selv ”Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort”.

Gud opretter her, hvad litteraturen kalder ”den økologiske pagt”, som er en evig pagt, dvs. et fundamentalt set up for virkeligheden, som Bibelen ser den. Økologisk er den selvfølgelig, fordi den udtrykkeligt omfatter ”alt leven-de/jorden”, ikke kun menneskene eller folket. Den miljøteologiske indsigt heri er, at menneskene aktivt skal respektere skabningernes egenart og blomstring. Naturens liv har ikke sin begrundelse i menneskers behov, og dets værdi er ikke afhængig af, hvilken nytte det er til for mennesker.

Dette lægger op til en etisk omgang med naturen, hvor der på bibelsk baggrund kan trækkes på aktuel, videnskabelig viden om naturens livsformer bl.a. fra biologien.