Idet pagten udtrykker Guds gode vilje, bliver den en reference for naturens orden. Når menneskene lader hånt om pagten, bryder naturens orden sammen: ”Jorden er syg og visner … jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat buddet og brudt den evige pagt” (Esajas Bog 24, 4-5). 

Miljøteologisk er det oplagt at se på det centrale forestillingskompleks knyttet til påskens begivenheder, nemlig ”pagten i Kristi blod”. Gennem denne pagt vokser naturens orden som udtryk for Guds nåde inde i menneskers adfærd med det mål, at ”Guds børn åbenbares”, så ”også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed som Guds børn får i herligheden” (Romerbrevet 8, 21). 

Således kan pagten i Kristi blod tolkes som en fordybelse og en ”forudgreben fuldkommengørelse” af det nådefulde og forpligtende indhold af den evige pagt.

Det fysiske miljø i Det Nye Testamente er ikke i samme grad som i Det Gamle Testamente genstand for selvstændig opmærksomhed, men miljøteologien betoner, at dette, at Gud blev menneske, betyder, at Gud blev tilstedeværende ikke kun i menneskers, men i hele den fysiske verdens virkelighed. Skaberværket har som sådant i kraft af inkarnationen fået del i den frelse og fuldendelse, som mennesker ved at deltage i Kristi liv med tro, håb og kærlighed drages til.