Spørgsmålet om kirkens klima- og miljøengagement er et spørgsmål om troværdighed. Kirkens praksis må ikke dementere dens tro ved at ikke at have et anstændigt forhold til klimaet og miljøet. Vores plads i skaberværket gør, at vi ikke kan ignorere konsekvenserne af, hvad vi siger og gør.

Det følgende er sognepræst i folkekirken og phd. i miljøetik Martin Ishøys bud på, hvorfor kirken skal engagere sig aktivt i omsorgen for miljøet.

Kirke og kristendom
Vi tror på Gud, der skaber, frelser og fornyer livet og giver håb.

Vores miljøansvar som kristne er en logisk konsekvens af vores tro. Kirken er det ubetinget grundlæggende fællesskab, som Gud stifter af alle mulige forskellige mennesker med forskellige indsigter og kompetencer. Derfor er kirken selvskrevet til at forene sine teologiske, etiske, ingeniørmæssige, naturfaglige, økonomiske (m.m.) indsigter i naturens miljø og klima. Opgaven er at arbejde på en forbedret adfærd i forhold til miljø og klima.
I betragtning af miljøets og klimaets tilstand kræver troen i dag en alvorlig miljøindsats. Kirken bør gå i forreste linje som den, der forener en moralsk og religiøs begrundelse for at gøre en miljøindsats med miljøfaglig viden og reelt arbejde.

Guds omsorg gælder hele skaberværket; rig og fattig, mennesker og alle andre skabninger – og vores fælles miljø og fremtid. Du skal elske Gud af hele dit hjerte og med hele din person og din næste som dig selv! Den kristne kærlighed er dobbelt, men dens mål er entydigt:

1. Vi skal bekæmpe nød og dele rigdom. Der er en tæt og direkte sammenhæng mellem miljøødelæggelse og menneskelig nød i verdens fattige områder. Vi må ikke lade dem lide under konsekvenserne af vores materielle forbrug.
2. Tværtimod skal vi som Guds kirke på Jorden bede om og arbejde for at nødens onde cirkel bliver brudt i den tredje verden. Det kræver en helhjertet miljøindsats; ude og hjemme!
3. Blomstring og bæredygtighed for Jordens folk forudsætter et blomstrende og bæredygtigt, sundt og naturligt miljø!

Når Jesus kalder sig selv den gode hyrde, der er kommet, for at vi ”kan have liv og det i overflod” (Johannesevangeliet 10,10), er det helt sikkert ikke en opfor-dring til uhæmmet forbrug af materielle goder. Overfloden består af liv og kær-lighed, som – i modsætning til materielle goder – netop vokser af at blive brugt:

1. Evangeliet får liv og kærlighed til at gro. Derfor skaber det plads i vores livs-glæde og kærlighedsgerninger til både fremtidige generationer og skabervær-kets mangfoldighed af ikke-menneskelige væsner.
2. Troen på Jesus Kristus er troen på, at menneskelig civilisation er forenelig med skaberværkets integritet, dvs. sundhed
3. Troen på Jesus Kristus giver os glæde og lyst til (som englænderne siger): ”reduce, refuse, reuse, recycle”, altså at reducere forbruget, nægte at bruge virkelig slemme produkter, kopiere på begge sider af papiret og at sende papiret til genbrug bagefter.

Folkekirken offentlig institution
Sammen med resten af verden står Danmark overfor nogle meget store udfordringer med at reducere vores udslip af drivhusgasser. Danmark har forpligtet sig på en reduktion på 21% i forhold til 1990 niveauet. Ingen kan tillade sig at køre på frihjul. 
  På trods af den ofte gentagede misforståelse, at religion skulle være en privatsag, er folkekirken ikke et privat anliggende, men en offentlig institution med offentligt ansatte, offentlig administration m.m.. Også på grund af denne klare evangelisk-lutherske dimension i folkekirkeordningen bør vi stille os i forreste række for at bidrage til at reducere udslippet af CO2 og andre drivhusgasser.

Økonomisk sund fornuft
Der findes i Danmark intet samlet overblik over kirkens energieffektivitet eller miljøtilstand overhovedet. Alt vi har, er fornemmelser. Danmark har en generel lovgivning, men hvordan er kendsgerningerne hjemme i dit sogn? … Mon ikke vores kirke kan sammenlignes med kirkerne i vore nabolande? Her har kirkerne i flere år har været opmærksomme på problematikken (Læs mere). 

I Danmark har vi både gamle og nye kirkelige bygninger; sognegårde ek-sempelvis. Der er mange penge at spare ved at bruge a-pumper, elspareskinner, almindelig opmærksomhed på at slukke lys, computere m.m., når det ikke bruges. Suppleret med solfangere, jordvarme, grøn el kan besparelsen blive betragtelig.

Og det er NU!
Kirken bør ikke lukke sig om sig selv, men være kirke i verden. Når verden befinder sig i voksende miljø- og klimakriser, skal kirken i ord og gerning tage situationen alvorligt. Guds rige er midt iblandt os. Det skal ikke modsiges fra prædikestolen og det skal ikke modarbejdes med vores fysiske udfoldelse. Det er på høje tid, vi skrider til handling … og ord!

Er det politisk?

Når noget nyt lanceres i folkekirken, spørges der ofte, om ”det nu er politisk”. Det er en dyb erkendelse i sund og ægte evangelisk-luthersk kristendom, at når Guds rige ikke er ”af denne verden”, men til gengæld ”i denne verden”, vil samfundsmodellen i den bedste af alle verdener være én, hvor kirken ikke træder politisk i karakter. I den bedste af alle verdener er evangeliets forkyndelse fri for politik. 

Imidlertid har den bedste af alle verdner aldrig indfundet sig, og derfor har kirken heller aldrig kunnet lade være med at forholde sig politisk; hovedsaligt i accept, men lejlighedsvis også med indsigelser i forhold til politiske tilstande. I virke-ligheden har kirken en vigtig funktion som samvittighedens stemme (i dag en stemme blandt andre). Og det har konsekvenser for, hvordan kirken kan opføre sig. Det ville være hyklerisk at minde om nødvendigheden af en miljøadfærd, som kirken ikke selv levede op til.

På Jesu kors på Golgata stod bogstaverne INRI, som betød ”Jesus fra Nazaret jødernes konge”: den indskrift fra Kristi kors er symbolsk for kirkens politiske stilling (Læs mere).