|  Søg  |  Kontakt  |  English
 
21.09.09 - 11:50

Af:Kirsten Grube

Grøn Kirkes netværksdag d. 12. september i Odense bød på indlæg, netværksdeling og workshops, men mest af alt fik man oplevelsen af en kirke i bevægelse.

Kirken er med
Spiller kirken en rolle for at ændre klimaændringerne? Tager kirken problemerne alvorligt, og ønsker den reelt at gøre noget ved dem? Efter netværksdagen d. 12. september i Odense kan man kun svare: Ja!

Initiativer bobler op
Det er noget nyt at tale om ”Grøn Kirke” – blot sidste år så netværket dagens lys. Allerede nu bobler der dog nye initiativer op over hele landet, som netværksdagen var et tydeligt bevis på. Der laves klimagudstjenester, der genbruges, varmeregninger reduceres, der tales om klimaændringernes ødelæggende konsekvenser for dyr og mennesker, der tænkes globalt og tales om COP-15 som aldrig før set. Der erfaringsudveksles, debatteres – og rykkes! Kirken er i bevægelse og vil gøre en forskel.

At komme videre
Formålet med netværksdagen var at lære nyt og at komme videre med nye initiativer. Nysgerrige, klima-’grønne’ og miljønørder blev på netværksdagen bragt sammen for at tænke og videreudvikle. Inspirationen kom fra indlæg Christian Friis-Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Keld Balmer Hansen, sognepræst, der havde været ude og set klimaændringernes ’ansigt’ i Indien og diverse mindre workshops.

Det store billede
Sofie Petersen, biskop over Grønlands Stift overrakte tre diplomer til tre ny-certicerede ’grønne kirker’, International Church of Copenhagen, Østrup Skeby Kirke og Gerskov Kirke, der hver især havde tilstræbt at opfylde konkrete energi- og miljøvenlige punkter og sat fokus på klimaændringerne i deres gudstjenester. I talen understregede Sofie Petersen, at det her med at blive ’certificeret’ Grøn Kirke er en del af et større projekt: Den grundlæggende genoprettelse af skaberværket og en stræben efter næstekærlighed over for din globale nabo.  At ændre på en kirkes energiforsyning er derfor en lille – men en meget vigtig – brik i et større billede.

Arbejdet fortsætter
Fra initiativet Grøn Kirkes side vil der blive fulgt op på de mange idéer og initiativer fra netværksdagen. Der er blandt planer for en ny netværksdag om et års tid, hvor vi håber, at mange flere vil dukke op. Fokus er at fortsætte kirkernes kamp for klimaet – også efter klimatopmødet i december.

Læs biskop Sofie Petersens tale her.
Se billeder fra netværksdagen her.