Kærlighed i klimakrisens tid

Hvis vores dybeste kald er at elske Gud, skaberen af himlen og jorden — hvad betyder dette så for hans skaberværk? Og hvem er i virkeligheden min næste i globaliseringens tid?

Af:Hildegunn Marie T. Schuff – oversat fra norsk

Det dobbelte kærlighedsbud er grundlæggende i vores kristne tro. Fordi Gud elskede os først, er vi inviteret til at elske Gud af hele vores hjerte og med hele vores sjæl og med alle vore sanser – og vor næste som os selv. Dette opsummerer vores svar på Guds nåde og kærlighed – på dette hviler hele loven og profeterne.

Og kærligheden til Gud og næsten har fået mange smukke og stærke udtryk gennem hele historien: mennesker, som har ofret tid, kræfter, evner, magt og penge og sågar deres liv for at leve helt for Gud. Som har skabt den mest sublime kunst for at bringe himlen til jorden. Som har brugt sit syleskarpe intellekt til at forstå og formidle Guds anliggender. Og mennesker, som tålmodigt har holdt døende i hånden, som har givet alt for at hjælpe mennesker ud af fattigdom, som med deres eget liv som indsats har stillet sig i vejen for krig og ødelæggelse. Alt dette vidner om hvilke livskræfter Guds kærlighed kan vække os.

Giver vi også plads til resten af skaberværket i kærlighedsbuddet? Når klimakrisen truer med at underminere meget af Guds skaberværk, kan man spørge, hvorvidt kærligheden til Skaberen også må betyde noget for vores forhold til det, han har skabt.

Hvad nu hvis det at elske Gud af hele sit hjerte også betyder at åbne sit hjerte for hans skabninger, lade os bevæge af det og leve med omsorg og respekt for hver blomst, hver fisk, hver økosystem?

Hvad nu hvis det at elske Gud med hele sin sjæl også handler om at bruge kreativitet og skaberevner til at viderebringe vores ansvar for naturen, henlede opmærksomheden på den vitale og skrøbelige samspil med alle levende?

Hvad hvis det at elske Gud med hele sin forstand også handler om at gøre en indsats for at sætte sig ind i, hvordan vores overforbrug påvirker naturen og forsøge at forstå klimaændringer for at kunne gøre noget ved dem?

Hvad nu hvis det at elske sin næste som sig selv, i lyset af klimaudfordringerne også indebærer at ændre livsstilen, så havenes stigning, ekstremt vejr og ødelæggelse af økosystemer ikke vil ramme mennesker i fattige lande og kommende generationer? I dag er vores næste – mennesker vi ser lider og har mulighed for at gøre en forskel for — også mennesker på den anden side af jordkloden.

Dette giver affaldssortering og kollektiv trafik en helt ny dimension. Da handler det ikke om pligt, men om at være med Guds kærlighed i bevægelse, med hele skaberværket som retning.

Vi blev skabt for at leve i et kærlighedsforhold til alt levende. Vi mærker det i følelsen af forårsvind på vinterbleg hud, i duften af en blomstereng lige før Sankt Hans, smagen af et æble fra træet i haven, lyden af fodspor i nyfalden sne. Vi får lov til at danse med en fantastisk helhed i Guds store kærlighedsværelse – i livgivende samspil med naturen, andre mennesker, os selv og Gud, hvor vi hører hjemme.

Teksten er en del af materialet ”Lær os at dække et langbord i verden”, som blev udgivet i forbindelse med Skaberværkets Dag i Norge i 2012. Du kan finde det i sin fulde længde her: http://www.gronnkirke.no/index.cfm?id=376297

print