Det er kærligheden, der skal redde skaberværket

Af: Mikael Jarnvig, TV-meteorolog


Vi har et ansvar for at gøre noget i lyset af de klimaforandringer, der truer verden. Særligt de fattigste områder i verden er udsatte. Og der er ingen undskyldning for passivitet. Mikael Jarnvig reflekterer over klimaforandringernes virkelighed og troens svar.

Skabelsen er en påmindelse

Når man siger Skabelsen, tænker mange kun på den meget enkle beretning fra 1. Mosebog, hvor alting vupti står fixt og færdigt i løbet af en uge. Jeg tror ikke, at denne beretning er et fyldestgørende referat fra Guds laboratorium, men en påmindelse til os om ophavet til vores verden. En påmindelse om, at der var en tanke og et formål med denne verden. At hverken vi eller verden er resultater af tilfældigheder, men en del af Skaberens vilje. Præcist hvordan det så er foregået, bruges der fortsat megen energi på at udforske, men om vi nogensinde når frem til resultatet er nok tvivlsomt. Foreløbig ser det dog ud til, at tesen om at arten Homo Sapiens skulle udvikle sig i retning af at øge egne overlevelseschancer på planeten, er kraftigt udfordret.

Mikael Jarnvig

Hvad gør vi nu?

Jeg tror vi har fået jorden betroet til fælles brug. Det betyder, at vi har et ansvar for at passe på den til gavn for kommende generationer. Jorden er ikke uforanderlig, vi kan både gavne den og skade den. Vi skal alle sammen leve af dens resurser, - vi har ingen andre steder at tage hen og vi bliver flere og flere. Klimaforandringer og bæredygtighed er ord, der er sagt så mange gange at man kan blive træt af dem. Ikke desto mindre er det uomgængelige facts, at klimaet på jorden er i forandring og at vi er nødt til at ændre vores levevis, hvis vi skal huse og bespise flere og flere mennesker ud fra de samme resurser.

Mørke skyer trækker op

Målinger viser med al tydelighed, at atmosfæren opvarmes. Sammenhængen mellem atmosfærens temperatur og den voldsomme udledning af drivhusgasser er også slående og nær ved 100% af de videnskabsfolk, der arbejder med emnet er overbevist om, at det er vores egen afbrænding af fossilt brændsel, der har skabt den højere temperatur. De efterhånden meget avancerede atmosfæremodeller forudsiger, at den fortsat øgende mængde af CO2 m.v. vil forårsage yderligere forandringer i klimaet. Nogle af dem er gavnlige, andre er til at leve med, mens andre igen bliver fatale for de mennesker, der lever i de berørte områder. Og ikke nok med det. De største negative følger ved klimaforandringerne ser ud til at ramme de fattigste lande. Og det drejer sig ikke bare om lidt varmere vejr, men i høj grad også om vand.

Vandet bliver skæbnesvangert

Året 2013 er af FN udnævnt til ”Vand-samarbejdsår”. Vand er en forudsætning for menneskeligt liv og vi må samarbejde om at få rent vand til alle. I Danmark får vi ikke store problemer med vand. Vi får ikke vandmangel, kun nogle udfordringer med hensyn til oversvømmelser ved de ventede flere skybrud, men det er der råd for. De alvorligste problemer i fremtidens klima kommer til at opstå, der hvor man har vandmangel i dag, for der har man ikke råd til at miste så meget som en dråbe vand. Mange millioner mennesker i Afrika og Mellemøsten lever i områder, hvor vand er en mangelvare og hvis atmosfæremodellerne taler sandt, kommer der en klar tendens til at disse ”næsten-ørken”-områder bliver til rigtig ørken og så er der ikke længere grundlag for menneskeligt liv. Det vil afstedkomme enorme flygtningestrømme og måske også væbnede konflikter om de sidste dråber vand. Andre områder vil få de modsatte problemer med vand. Voldsomme regnskyl vil ødelægge huse, veje, broer og marker og dermed høsten. Begge disse ekstremer vil sætte fattige lande under stort pres og behovet for udviklingsstøtte og nødhjælp vil stige markant.

Så gør dog noget

Kan vi bare sidde og læse om disse fremtidsudsigter uden at gøre noget? Åbenbart ja. Det er i hvert fald skræmmende lidt der bliver gjort for at forebygge fremtidige sult- og tørkekatastrofer. Det er selvfølgelig ikke lige til at løse problemerne, da der er så meget politik og teknik involveret, men det er ingen undskyldning for passivitet. Det er også et problem, at der er så langt fra start til mål. Man orker næsten ikke begynde på et projekt, som ens børn eller børnebørn kommer til at fuldføre. Vi vil gerne selv se resultater af vore egne anstrengelser og helst også have æren.

Lad troen være en inspiration

Jeg tror vi skal indse at vi alle er en del af en større sammenhæng, - hele skaberværket – og så arbejde målbevidst ud fra de principper, der gælder i projektet, - nemlig kærlighed til Gud, udtrykt gennem kærlighed til vore medmennesker. Det er ikke nok for kirken at forkynde, at Gud elsker og tilgiver alle mennesker og det hele nok skal gå i sidste ende. Vi må også tage nogle aktive skridt for at opfylde Guds plan om, at alle mennesker skal have det godt her på jorden. Forkyndelsen skal ikke bare være en trøst for vores dårlige adfærd, men en inspiration til at ændre adfærd og gøre godt mod andre.

Hånden på hjertet

Det lyder måske meget forsimplet, men jeg synes at kunne genkende to begreber i mange af tidens debatter om klimaforandringer: Egoisme og næstekærlighed. Hvis nogen foreslår, at vi hurtigt skal begrænse udledning af drivhusgasser, overgå til vedvarende energi og give mere støtte til udviklingslandene, er modargumentet ofte: ”Jamen, det vil gå ud over vores økonomi!” Ja, selvfølgelig koster det penge, - vi kan da ikke alle sammen bare blive rigere og rigere, - nogen må da lægge penge på bordet! Men hvorfor vil vi ikke slippe vores indgroede iver til at blive rige når vi kan se, at andre lider skade derved? Er vores trang til rigdom større end vores ønske om retfærdighed og fred på jorden? Er det ikke egoismen mod næstekærligheden?

Du er også en del af løsningen

Nu indbyder Skabelsestiden jo til at tænke efter, hvad vi selv kan gøre for Skaberen og skaberværket. Der er ingen af os, der egenhændigt kan løse klodens problemer, men vi kan alle være med til skære ned på eget energiforbrug for eksempel. Vi kan også blive mere miljøbevidste i vores indkøbsvaner og se om det kan lade sig gøre at flytte penge fra eget forbrug til f.eks. nødhjælp eller skolepenge til mennesker i den fattige del af verden. Alt sammen er det med til at værdsætte Skaberen og passe på skaberværket.

Det bliver nemlig kærligheden, der skal redde skaberværket, - ikke pengene. De søger instinktivt hen, hvor der er flest i forvejen, men kærligheden kan kanalisere dem hen til behovene.

Holdninger udtrykt i klummen er ikke nødvendigvis udtryk for Grøn Kirkes holdning på området.

print
Tagget , ,