Da vi møder Charissa i landsbyen Khisimishi, sidder hun i skyggen af sit hus og ammer sit yngste barn. Men det er tydeligt for os alle, at der ingen næring er at hente fra hendes bryst. Hun ser udmattet ud, og hendes øjne er modløse. Hun fortæller, at hun ikke har spist i flere dage. De sulter i landsbyen, og der er lange udsigter til den næste høst. Charissa har intet håb. Ingen drømme.

Foto: FKN

Hvornår kommer tørken?

I første halvdel af oktober 2008 var vi 15 frivillige fra Folkekirkens Nødhjælps ungdomsnetværk i Malawi for at se organisationens arbejde. Det primære fokus for turen var klimaforandringerne, og hvordan de påvirker livet i Malawi. De store forandringer i Malawis klima har gjort landbrug til et risikabelt erhverv. Det store problem er, at landmændenes viden er blevet ubrugelig; selvom man har arbejdet med landbrug hele sit liv, kan man nu ikke længere forudsige, hvornår tørken sætter ind, og hvornår regnen kommer. Landmændene må derfor satse, når det gælder tidspunktet for at lægge den sparsomme såsæd i jorden. Hvis satsningen er forkert, kommer familien til at sulte.

Verdens uretfærdighed

Mødet med Malawi åbnede virkelig mine øjne for, hvor desperat situationen er. Det er på sin vis forståeligt, at nogle folk lukker øjnene for den barske virkelighed, for det er ubehageligt at se, hvor uretfærdig det hele er. Måske fordi det hurtigt bliver tydeligt, at VI har et ansvar for at gøre et eller andet. Vi er så privilegerede i vor del af verden, og vi skylder dem, som ikke har været lige så heldige, at give noget. Vi har på alle måder overskud, selvom vi nogle gange synes, at vi har det hårdt. Folk taler med desperation i stemmen om finanskrisen. Men danske familier bruger kun 10 % af deres indkomst på mad. Vi kan, trods krisen, gå mætte i seng hver dag, for vi kan bare skære lidt ned på vor luksus, på ferier og hvad vi nu ellers bruger de resterende 90 % af indkomsten på. Men fattige familier i den tredje verden har ikke samme fleksibilitet; de bruger 60-80 % af deres samlede indtægter på mad. Det er derfor et kæmpe problem for dem, når fødevarepriserne stiger.

Hvad kan vi gøre?

Hvordan hjælper vi Charissa til at få håbet og drømmene tilbage? Det er svært at sige, men første skridt er i hvert fald at fortælle hendes historie og gøre opmærksom på, at mange andre sidder i samme situation. Det må vi gøre ved at fortælle verdensledere, at verdens fattigste har brug for, at der bliver taget ansvar for situationen på klimatopmødet i København. Vi må f.eks. samle underskrifter til kampagnen »Countdown to Co2penhagen«, som forsøger at råbe Danmarks politikere op. Vi må tale med vore venner, familier og naboer om, hvad klimaforandringer betyder for verdens fattigste, og overbevise dem om, at vi alle har et ansvar for situationen. Vi må alle begynde at tænke over vort (over)forbrug, og hvilke konsekvenser det har, og tage et personligt ansvar og gøre vort bedste for at verdens fattigste kan få »et liv før døden«.

Line Kikkenborg Christensen, Studentermedhjælp, Folkekirkens Nødhjælp