Klumme – Global Etik

Verdensmålene tager udgangspunkt i, at man kan tale om en global etik. Etik er ikke bare fornuft og overbevisning. Det er også - og måske først og fremmest - erfaring og følelse af ansvar og samhørighed.
af Biskop Marianne Christiansen

Hvad betyder verden? Ordet verden, world, Welt har rod i germanske sprog og betyder noget i retning af menneskets tidsalder. På græsk (kosmos) og latin (mundus) og afledte sprog har ordet betydning af “det ordnede”, i modsætning til det kaotiske uordnede, men det har også grundbetydningen “det smukke”: Verden er smuk! På russisk (mir) hedder verden det samme som fred – det er smukt og løfterigt, skønt det jo ikke altid svarer til erfaringen.

Etik er ikke bare fornuft og overbevisning. Det er også - og måske først og fremmest - erfaring og følelse af ansvar og samhørighed. Groft sagt og historisk forenklet: Den solidaritet og samhørighed, mennesker føler med familien, stammen, er historisk set udvidet til at omfatte hjemstavnen og nationen, måske en verdensdel. Nu skal den udvides til at omfatte hele kloden. Globen. Måske fordrer det, at der er noget andet, noget ”uordnet” udenfor denne verden?

Sådan har det traditionelt været, at man rykker sammen i et fællesskab, der adskiller sig fra andre, og derved bliver det til det særligt “smukke” eller ordnede sted. Det særlige i situationen nu er, at truslen kommer indefra, fra os selv. Naturen sætter stadigvæk de vilkår, som mennesker lever på, og kan derfor stadig opfattes som den trussel eller den omverden, menneskeverdenen udfolder sig i forhold til. Men det nye er, at mennesket truer sin egen og ikke kun andres eksistens. Ikke kun ved de træk i menneskeeksistensen, der formentlig i alle religioner fordømmes som laster: grådighed, hovmod, dovenskab, livslede; men også ved de træk, som er etisk tvetydige: opfindsomhed, foretagsomhed, trang til at omforme verden.

En global etik må forholde sig ikke kun til menneskets livsverden, men også til den verden, som vi kun kender flige af: naturen på kloden og klodens nærmeste omgivelser i universet.

Det indebærer en besindelse på, hvad menneskets plads og opgave i verden er. Og det indebærer også en fornyelse af synet på verden og andre mennesker og kulturer: Hvis der skal opbygges en solidaritet og samhørighed mellem mennesker af forskellige kulturer, sprog og religioner, så kræver det kendskab og nærhed. Vi må tale en solidaritet og samhørighed frem – og erfare den – mellem verdens forskellige folk, så at det bliver tydeligt, at vi lever i samme tid, på samme klode og i afhængighed af hinanden.

De ord, der ytres, og de handlinger, som foretages på denne side af kloden, har virkninger, af og til uoverskuelige virkninger, på den anden side, ja, ud i atmosfæren og universet. Så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der findes et globalt fællesskab. Det gør der alene i kraft af den fælles tid og den fælles skæbne i denne smukke verden.

Denne klumme er uddrag fra en artikel om Verdensmålene og global etik (udgivet i Steen Hildebrandt og Lars Josephsen: Globale mål, Visionen om bæredygtig udvikling) 

Foto: Haderslev Stift/Lene Esthave

print