Klumme: Håb eller skrænt for kloden?

Kærlighedens ansvar mellem Brexitkaos og klimahåb.
Af Ulrik Nissen, lektor i etik og religionsfilosofi, Aarhus Universitet

De seneste uger har der i flere vestlige lande samlet sig opmærksomhed omkring nogle store demonstrationer, der står som et råb fra en masse mennesker om forandring.

Den ene demonstration var foranlediget af det britiske Brexit. Efter at den britiske premierminister havde været i Bruxelles endnu engang for at bede om nye præciseringer i aftalen med EU om Englands løsrivelse, samlede der sig i dagene umiddelbart efter en kæmpe demonstration for at lade folket stemme om Brexit igen. Hundredtusinder (nogle steder blev der reporteret om op imod en million) mennesker demonstrerede for at få lov til at blive i EU. Samtidigt havde over 4,3 millioner skrevet under på en erklæring for at få Englands udtræden trukket tilbage.

I skrivende stund ved vi ikke, hvordan de britiske diskussioner og afstemninger ender.
Et af de forhold, som har vakt diskussion i den britiske debat er udsigten til et totalt kaos, hvis Theresa Mays aftale ikke bliver vedtaget. Efter de sidste forhandlinger i Bruxelles beskrev en artikel, at May nu havde fået aftalt en ny skrænt. Hun havde fået aftalt en ny dato, hvorefter ingen kunne sige med sikkerhed, hvad der ville ske.

Situationen omkring Brexit kan på nogle måder minde om debatten omkring klimaet. Her har vi også erfaret store demonstrationer til støtte for klimaet. Den blot 15-årige svenske pige, Greta Thunberg, valgte i efteråret 2018 at strejke fra skole og i optakten til det svenske valg at sidde ved Rigsdagen i Stockholm med et skilt med teksten ”Skolstrejk för klimatet”. Siden sluttede flere sig til. Inspireret af hendes eksempel har der i flere lande rejst sig demonstrationer og andre former for opråb til politikerne om at påtage sig ansvar for at værne om klimaet og verden for de kommende generationer.

Den 15. marts 2019 havde skolebørn fra 32 danske byer og i mere end 100 lande i verden samlet sig i demonstrationer for at råbe politikerne op. Ligesom med Brexit har der også i forhold til klimaet været taget initiativ til en fælles erklæring. På omkring to uger i februar 2019 samlede et borgerforslag om en ny klimalov mere end 65.000 underskrifter og blev dermed et forslag, som skulle behandles af Folketinget.

Selv om vi kan drage andre paralleller mellem Brexit og klimadebatten, er der dog også vigtige forskelle. Det gælder ikke mindst i forhold til håbet. Hvor Brexit lige nu synes at være så uoverskueligt, at det næsten er håbløst, er klimadebatten, ikke mindst for de unge, båret af et håb om en bedre verden. Demonstrationerne og initiativerne er ofte drevet frem af både et opråb om og længsel efter tydelige politiske initiativer for at leve op til de internationale mål i Paris-aftalen.
Det er både beundringsværdigt og helt afgørende med dette håb for fremtiden.

For det kristne menneske er der yderligere grund til håb. Det hænger sammen med håbets karakter af at være båret af fortiden, bestemt af fremtiden og præget i nutiden. Det kristne håb er altså ikke blot afgrænset til en psykologisk virkning eller drøm i nutiden. Det har sit udspring i Kristi overvindelse af dødens magt og sit sigte i overbevisningen om, at en dag vil Kristus komme igen. Derfor mødes både fortiden og fremtiden i det kristne håb nu og her.

Det betyder også, at håbet for det kristne menneske har en forvandlende karakter over sig. Det er et håb, der udtrykker sig i et liv præget og formet af tro, håb og kærlighed. Det kristne livs triade fra 1. Kor 13 handler om håb, der først og fremmest har med kærlighed at gøre. Det er en kærlighed, der har troen på Kristus som sit udspring og udtrykker sig i en kærlig omsorg for de medskabninger, der har mest brug for omsorg. Det gælder ikke mindst de medmennesker, der er særligt hårdt ramt af klimaudfordringer, men også de dyr og planter, der lider under en vækstkulturs rovdrift på sine medskabninger.

Den kristne kærlighed, der er tæt knyttet til troen og håbet, kan ikke være overhørig, når den mindste af medskabningerne råber om hjælp. Det er en kærlighed, der lader håbet komme til udtryk i et omsorgsfuldt ansvar for sine medskabninger nu og her.

print