Da jeg var 21 år rejste jeg rundt i Nepal. Jeg havde mange samtaler med vestlige backpackers om tro og eksistens. Næsten alle backpackers var i landet på grund af en eller begge af to ting: Spiritualiteten og naturen. Begge dele er svære at overse i Nepal. Altre på alle gadehjørner, orangeklædte, buddhistiske munke på gaderne og stupaer dækket i hundredvis af bedeflag i bjergene gør religionen meget synlig og allestedsnærværende, og i horisonten er Himalayas høje tinder næsten altid i syne. Det er derfor ikke mærkeligt, at natur og religion er det, der drager unge vesterlændinge til Nepal.
Et must, når man besøger Nepal, er en vandretur til en af Himalayas base camps, hvis man da ikke tager hele turen til en af bjergtinderne. Målet er at nå så langt op i bjergene, at man er omgivet af (næsten) uberørt natur – der hvor omgivelsernes farver er reduceret til to: himmelens blå og sneens hvide. Det er en fantastisk oplevelse! En sætning jeg mødte igen og igen, når backpackers forsøgte at beskrive denne oplevelse var ”mit livs første religiøse oplevelse”.

Sikke en mærkelig beskrivelse! Omgivet af religion og spiritualitet er det alligevel i naturen, at mødet med det religiøse, det guddommelige sker. Men efter min egen tur til Annapurna Base Camp genkendte jeg deres beskrivelse i min egen oplevelse.
Har du fattet, hvor stor jorden er? spørger Gud Job. Inden jeg kom til Nepal, føltes verden meget lille og indenfor min rækkevidde. Jeg havde lige fløjet fra Danmark til den anden side af kloden, Sydney, Australien, på under et døgn. Men da jeg efter mange dages vandring stod omgivet af uberørt sne, bjergtinder og den blå himmel, følte jeg mig lille. Meget lille. Og ganske ubetydelig i en stor, stor verden. I det øjeblik fattede jeg, hvor stor verden er. Guds spørgsmål til Job er egentlig et gensvar på Jobs mange spørgsmål til Gud. Men Gud giver ikke et svar eller en forklaring, han giver sig selv. I Jobs bog åbenbarer han sig i skaberværkets pragt og storhed og i Ny Testamente i Jesus. Måske var det det, backpackerne oplevede i Himalayas bjerge: Ingen spørgsmål og argumenter, ingen religion, kun skaberværket og dets Skaber.

Hjemme i Danmark, et af verdens mest intensivt opdyrkede lande, synes jeg, Skaberen kan være sværere at få øje på i landskabet. Ikke at ”natur” og skønhed ikke kan findes i opdyrket og bebygget land, men her er den skaber, jeg får øje på, ikke Gud men mennesket. Værdien af naturen sættes efter, hvor anvendelig og eftergivende den er for mennesket.
Der er dog et sted, hvor skaberværket og Skaberen overvælder mig som dengang i Himalayas bjerge: Vesterhavet, som jeg er så heldig at være vokset op ved. Det er voldsomt, larmende og smukt. Det er også upraktisk: den voldsomme vind giver sandfygning og bøjer træerne, og havets strøm river land og sommerhuse med sig. Man har forsøgt at tæmme havets kræfter ved kysten men med ringe udbytte. Ligesom Himalayas golde højder er vestkysten faktisk temmelig ubrugelig ud fra et nytteperspektiv.

Men min oplevelse med backpackerne viste mig, at vi mennesker er åndeligt knyttet til skaberværket, fordi Gud åbenbarer sig for os i det. Måske særligt der hvor nytteperspektivet på naturen bliver meningsløst. Vi bliver mindet om, at vi ikke kun er skabere, men at vi også er skabt af en Skaber.
Vi er af åbenlyse, praktiske årsager dybt afhængige af skaberværket, da jorden er vort hjem og vort spisekammer. Ofte fylder denne afhængighed (med rette) meget i klimadebatten. Vi ved, at klimaforandringerne har store menneskelige konsekvenser, og at disse rammer de svageste hårdest. Derfor har vi en kristen, etisk forpligtigelse over for mennesket og dermed kloden.
Men som kirke har vi også et kald til at tage vare på det hellige rum, som naturen er.