Lindevang Kirke fokuserer igen på at være grøn kirke

​Lindevang Kirke blev grøn kirke i 2011.​

I de senere år har det grønne ikke fået så meget opmærksomhed, men i forbindelse med plantningen af et Luther træ i 2017 kom Grøn Kirke på dagsordenen igen. Lindevang Kirke har nedsat et haveudvalg der også repræsenterer Grøn Kirke.

Kontaktperson Annette Hauer fortæller: "Vi er en bykirke beliggende på Frederiksberg med et kommunalt drevet for-areal med græs samt en kommunalt drevet baghave. Denne baghave indeholder et stort og varieret bed, som efter aftale med kommunen er anlagt og passes af  menighedsrådets haveudvalg. Der er både blomster, grønsager og krydderurter samt et lille Luther-æbletræ, og alt drives økologisk. Kirken har sikret opstilling af bænke i haven, der nu fremtræder som et lille refugium og en oase i byområdet, der opsøges af mange lokale beboere. Sanserne aktiveres, og opmærksomheden skærpes over for årets gang i naturen. Haven fungerer som et sted til glæde, samtale og nærvær.
Kirken bestræber sig i øvrigt på i dagligdagen at agere så miljøansvarligt som muligt".
Lindevang Kirke har gennemgået Grøn Kirkes tjekliste påny, og kan nu sætte kryds i 29 af punkterne.

​Grøn Kirke- Gruppen under Danske Kirkers Råd ​glæder sig ​over at Lindevang Kirke ​har fornyet deres Grøn Kirke engagement.

Lindevang Kirkes Luther træ

print
Tagget , ,