Lad os beskytte Kristus i vort liv, så vi kan beskytte andre, så vi kan beskytte skaberværket!

Uddrag fra Pave Frans' indsættelses prædiken i dag, festdagen for Den hellige Josef:

Kaldet til at være en ”beskytter” er imidlertid ikke kun noget, der angår os kristne; det har en grundlæggende menneskelig dimension, som angår os alle.

Det betyder at beskytte hele skaberværket, skønheden i den skabte verden, som 1. Mosebog beretter om, og som Den hellige Frans af Assisi viste os.

Det betyder at respektere alle Guds skabninger og respektere de omgivelser, vi lever i. Det betyder at beskytte mennesker, vise kærlig omsorg mod alle, især mod børn, de ældre, de trængende, som ofte er de sidste, vi tænker på.

Det betyder at vise omsorg mod hinanden i vore familier; mand og kvinde i ægteskabet beskytter først hinanden; dernæst, som forældre, viser de omsorg for deres børn, og børnene beskytter selv – når den tid kommer – deres forældre.

Det betyder at opbygge oprigtige venskaber, hvor vi beskytter hinanden i tillid, respekt og godhed. I sidste ende er alt, som er betroet mennesket, vores alle sammens ansvar. Vær beskyttere af Guds gaver!

Hver gang mennesker ikke lever op til dette ansvar, hver gang vi undlader at vise omsorg for skaberværket og for vore brødre og søstre, åbnes ødelæggelsernes vej og hjerternes forhærdelse. Tragisk nok har enhver historisk epoke deres egen ”Herodes”, der lægger dødens planer, ødelægger og vansirer menneskets ansigt.

Jeg vil gerne bede alle med ledelses ansvar på det økonomiske, politiske og sociale område, alle mænd og kvinder af god vilje: lad os blive skaberværkets ”beskyttere”, beskyttere af Guds plan, som er indskrevet i naturen; vor næstes beskyttere, beskyttere af miljøet. Lad os ikke tillade, at ødelæggelsen og dødens tegn ledsager denne verdens vej! Men for at ”beskyttere” må vi også tage vare på os selv! Lad os ikke glemme, at had, misundelse og stolthed besmitter vort liv!

At beskytte vil også altså også sige, at tage vare på vore følelser, vore hjerter, fordi netop de gode og onde hensigter udspringer herfra: hensigter, der bygger op og river ned! Vi må ikke være bange for godheden, for ømheden!

I den anden læsning taler apostlen Paulus om Abraham, der ”med håb imod håb troede” (Rom 4,18). Han holdt fast på håbet imod alt håb! Også i dag, midt i al mørke, har vi brug for at se håbets lys og være hinandens håb. At beskytte skaberværket, at beskytte enhver mand og kvinde med ømhed og kærlighed, det er at åbne håbets horisont; det er at lade en glimt af lys bryde frem gennem det tunge skydække; det er at bringe håbets varme! For den troende, for alle os kristne, er håbet ligesom for Abraham og Josef det håb, vi bringer med os Guds horisont, som har åbnet sig for os i Kristus. Det er et håb bygget på en klippe, som er Gud.

At beskytte Jesus med Maria, beskytte hele skaberværket, beskytte enhver person, især den fattigste, beskytte os selv: det er den tjeneste, som biskoppen af Rom er kaldet til; og også noget vi alle er kaldet til så håbets stjerne må skinne klart. Lad os beskytte alt hvad Gud har givet os med kærlighed!