Pilgrimsvandring med konfirmander

Tag konfirmanderne på pilgrimsvandring og giv dem en oplevelse i naturen. Pilgrimsprimspræst Elisabeth Lidell giver gode råd til, hvordan man arrangerer en pilgrimsvandring, der tilskynder til lovprisning, eftertanke og øget respekt for naturen. Både til sit konfirmandhold, eller til en konfirmand man gerne vil give en anderledes gave.

Siden årtusindskiftet har jeg taget konfirmander (og deres præster) fra forskellige sogne med på vandring i det danske landskab. Erfaringen viser, at pilgrimsvandring er et godt pædagogisk værktøj for de unge mennesker. De lærer, mens de er i bevægelse, og de husker med kroppen. Præstens mange guldkorn, alle ordene bliver hurtigt glemt, men konfirmanderne glemmer aldrig, at de har fejret nadver under et egetræ, mens et egern pilede op ad træstammen.

Kræver lidt planlægning

Vi har planlagt en varieret rute på 20-25 km. og selv gennemtravet området, så vi ikke farer vild på turen. Endvidere har vi sikret os, at kirken er åben, når vi kommer. Endelig er eventuelle lodsejere kontaktet for tilladelse til at gå gennem privatejede områder.

Vandrestøvler og Kristuskrans

Alle medbringer: madpakke, drikkelse, regntøj, lille rygsæk, pilgrimsstav, gode vandrestøvler eller -sko, Kristus-krans, halskæde med kors eller musling, Den lille Pilgrimsbog. Endvidere medbringer præsten brød (evt. hjemmebagt rundt brød med kors i midten), vin (hældt op i lille flaske) og et lille bæger. Så tager vi rutebilen ud til et naturskønt område med en kirke på vejen. Selv er jeg vejviser, mens en anden voksen går bagerst og holder samling på tropperne. Naturens store katedral, hvor der er højt til himlen, prædiker i sig selv om Gud og Hans skaberværk. Sådan kan en pilgrimsvandring tilskynde til lovprisning, eftertanke og øget respekt for naturen.

En gave til konfirmanden

I stedet for at give pengegaver, har jeg gennem de sidste år givet en alternativ gave til de konfirmander, jeg kender personligt: en weekend-vandring sammen med mig på Hærvejen. For et ungt menneske tror jeg, det betyder meget at have en voksen persons udelte opmærksomhed i et helt døgn eller et par dage. En teenagers drømme og udfordringer kan vendes i fortrolighed, og det kan være rart at være i centrum for en stund. At vi netop bevæger os under samtalerne er en fordel, for snakken går uformelt på en tur med ”walk-and-talk”.

For mig personligt er det en stor fornøjelse at få lov at dele tanker med et ungt menneske. At blive mødt med tillid og gennemgå Kristus-kransens perler og bede dens bønner. I stedet for at udstede en check giver jeg derfor meget hellere min tid i form af en sådan oplevelsesgave. I år får endnu et par konfirmander samme slags gave; blot foregår det i Mols Bjerge. Forhåbentlig kan den være med til at vise de unge mennesker vej til en fremtidig trospraksis!

Ideen er hermed givet videre! Invitér en konfirmand med på vandring: Tag et par dage ud af kalenderen og mød den unge i øjenhøjde som medvandrer og pilgrim igennem livet, hvor tro og tvivl går hånd i hånd

Af: Elisabeth Lidell

Læs mere

print
Tagget , , , ,