Sitemap
    • Grøn Kirke > 
    • Nyhed
    •  > To slags glemsomhed – og noget om åndenød
    addthis-area

     

    To slags glemsomhed – og noget om åndenød

    Kategori: Grøn Kirke
    Af: Niels Henrik Gregersen

    Med klimakrisen har vores klode har fået en slags kosmisk KOL. Ilt-kapaciteten skal genvindes så godt som muligt, hvis ikke kloden skal blive kvalt i kuliltens varme. Vores generation må modstå fristelsen til ligegyldighed. Niels Henrik Gregersen reflekterer over god og dum glemsomhed.

    Der findes næsten ikke noget så godt som at leve selvforglemmende. Vi glemmer os selv, når vi er engagerede – er sammen med børn, familie og venner, er optaget af noget, eller går en lang tur. Så er det ikke mit lille jeg, der står i centrum.


    Vandringens faser
    Min egen erfaring er, at man på en daglang vandretur typisk går gennem forskellige faser. Først nyder man landskabet – taler måske endda om det, hvis man er flere om turen. Anden fase opstår, når man glemmer naturen og begynder at vandre i sine egne tanker, eller i dyb samtale med sin ledsager. Tredje fase er knap så selvforglemmende, for nu begynder det at gøre ondt i kroppen, og man ville egentlig gerne være fremme. Kroppen er en modstand, en irritation. Men så omsider glider man ind i den fjerde fase. Selvforglemmelsen opstår igen. Men nu er der ikke længere nogen tanker eller samtaler, der tager opmærksomheden. Man bliver ligesom tømt for trangen til at have meninger om det ene eller det andet, og det er netop meningen, at man ingen meninger skal have. Man går bare gennem landskabet og har samtidig fornemmelsen af, at landskabet bevæger sig ind gennem én selv. 

     

    Den gode glemsel
    Vi kunne kalde det den gode glemsel. Her opdager vi, at vi lever på et dybere niveau end vi er os selv bevidst. Vi tager del i en cirkulation, der er større end os selv.

     

    Den anden glemsel
    Men så findes der en anden type glemsomhed. Her zoomer vi ind på vore egne gøremål og vi opfanger ikke verden udenfor. Martin Luther siger det på den måde, at ”hele verden er fuld af bibel”. Men vi ænser ikke tilværelsens tegn på Guds barmhjertighed – lidt ligesom spædbarnet, der kun interesserer sig for brystets varme og mælk, men ikke for moderen.

     

    Livs-stupiditet
    Modsætningen til den gode glemsomhed er ikke den onde glemsomhed. Spædbarnet er ikke ondt, men har en begrænset båndbredde. Sådan er det at være barn. Det er straks værre med os, der sådan set burde være voksne – opmærksomme på verden og hinanden. Men gang på gang falder vi tilbage i en glemsomhed, der er en slags livs-stupiditet.

     

    Hvordan lære den gode glemsel?
    Hvordan lærer vi at genopdage det uselvfølgelige i det selvfølgelige? Hvornår bliver vi selv så åbne for verden, at vi kan bevare barnesindets selvforglemmelse uden at blive selvkloge og indskrænkede? Lad mig igen citere Luther, der tager fat på dumhedens glemsomhed. I en udlægning af Salme 118 (”Den Store Bekendelse”) spørger han: ”Hvad er al verdens penge og gods imod én dag, som den kære sol dagligt skænker os? Og hvad ville alle skønne slotte, huse, fløjl, silke, purpur, gyldne kæder og ædelstene være værd, hvis vi skulle undvære luften så længe, som det varer at bede et fadervor. Sådanne Guds goder er de største og de mest ringeagtede. Men fordi de er almindelige, er der ingen, der takker Gud for dem.”

     

    Vælg visdom
    Verden er fuld af tegn og budskaber. Enten negligerer vi dem og tager dem som en selvfølge (det er dumhed). Eller også genopdager vi det store og uselvfølgelige midt i alle selvfølgelighederne (det er hvad de gamle kaldte visdom). Kun hvis vi igen lærer os den kunst at læse tidens tegn, vil vi reagere på vores egen åndenød – og på klodens.

     

    Kloden har KOL
    KOL-patienter er som regel kloge nok til at passe på deres resterende lungekapacitet. Med klimakrisen kan man sige, at vores klode har fået en slags kosmisk KOL. Ilt-kapaciteten skal genvindes så godt som muligt, hvis ikke kloden skal blive kvalt i kuliltens varme. Her er der  sammenhænge, vi dårligt kan lukke øjnene for. Forudsætningen for, at vore børn og børnebørn kan opleve masser af god glemsomhed er, at vi i vores generation modstår fristelsen til ligegyldighed.

     

    Tænk på dine børne- og oldebørn
    Ønsker vi at give noget videre til vore efterkommere, eller er vi ligeglade? Vil vi opfylde vores del af kærlighedens kontrakt mellem generationerne, eller vil vi ikke?  Det er det spørgsmål, som vores børne- og oldebørn engang vil stille til os. Vores svar vil afhænger af vore valg i dag. 

     

    Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet.

     

    Holdninger udtrykt i klummen  er ikke nødvendigvis udtryk for Grøn Kirkes holdning på området.