Skabelsestiden i Læsøperspektiv

Der er grund til bekymring, og vi kan faktisk gøre noget. Vi har mulighed for at bruge mindre olie og gas og i stedet satse på sol og vind.

Uddrag af kronik af Peter Fischer-Møller, Biskop i Roskilde Stift

Vi har hørt det mange gange, men det er som om vi glemmer det igen: Indlandsisen smelter på Grønland - i år har afsmeltningen igen sat rekord. Tørken rammer det sydlige og østlige Afrika oftere. De lavtliggende øer i Stillehavet er truet af havstigningen. Cyklonerne rammer Mellemamerika stadig hårdere. Samtidig fortæller biologerne os, at vi mennesker slider hårdt på naturen, at der stadig fældes løs af verdens skove, og at mange dyre- og plantearter er truede eller på vej mod udryddelse.

Der er grund til bekymring, og vi kan faktisk gøre noget. Vi har mulighed for at bruge mindre olie og gas og i stedet satse på sol og vind. Vi kan dyrke jorden mere skånsomt og tage bedre vare på verdens skove ved at prioritere kvalitet for kvantitet. Vi kan hver for sig og sammen bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Og vi har brug for gode eksempler, der kan inspirere os i arbejdet.

På Læsø er der efter dansk målestok plads til naturen. Man kan gå flere kilometer ud over Rønnerne uden at møde andre end strandskader, rødben, lærker og stære. Man kan blive væk blandt fyrretræerne i Højsande eller gå sig træt i sand og tang på Bløden Hale. Og om natten bliver man lille og fuld af undren under stjernehimlen

Læsø kalder på glæden for naturen og taknemmeligheden for Guds fantastiske skaberværk. Læsø er på den måde en god optakt til den skabelsestid, som kirker verden over fejrer fra 1. september og en måned frem.

Her ved skabelsestidens begyndelse kan Læsø fortælle os en vigtig historie.

En historie om folk, der havde forstand på drift og bæredygtighed i århundreder kunne bruge af naturen uden at slide den i stykker.

En historie om hvordan udsigten til økonomisk gevinst kan føre til overudnyttelse af naturen.

En historie om at mennesker kan sætte gang i naturkræfter, som de bagefter kan have rigtig svært ved at få styr på.

En historie om, at en målrettet og langsigtet indsats kan nytte.

En historie, som kan være et lærestykke og en inspiration i forhold til de problemer, vi globalt står overfor i dag, hvor der blandt videnskabsfolkene er bred enighed om, at den menneskeskabte globale opvarmning nærmer sig et "tipping point", og at det kan få langt mere ødelæggende konsekvenser for dyr og mennesker end sandflugten på Læsø.

Jeg mener, at vi som kirkefolk skal deltage i debatten og arbejdet, fordi teologien har noget afgørende at bidrage med.

Vi har ikke bedre forstand på, hvad der sker, end videnskabsmændene. Vi har ikke andre eller bedre løsninger på udfordringerne end politikerne. Det handler ikke om at formulere en særlig kirkelig klima- og miljøpolitik. Men vi kan med udgangspunkt i kristendommen og den bibelske tradition perspektivere problemerne på i hvert fald fire felter.

For det første kalder Biblen naturen og hele universet for Guds skaberværk.

For det andet taler Biblen om mennesket som skabt i Guds billede, skabt med fantasi, følelse og forstand, og med sprog så vi kan tale med hinanden og forholde os til det liv, vi er en del af. Gud har givet mennesket et særligt ansvar for naturen og for andre mennesker.

For det tredje går der gennem hele den bibelske tradition en opfordring til at tage vare på dem, der ikke kan klare sig selv.

For det fjerde rummer kristendommen en håbsdimension, som kan være ganske afgørende i forhold til problemer af et omfang og en alvor, som ellers godt kan få os til at miste modet.

Lad os bruge den forestående skabelsestid til at undre os over Guds skaberværk og sammen tænke over og arbejde for, at ikke kun vores børn og børnebørn, men børn over hele jorden og deres børn og børnebørn igen må kunne glæde sig over den enestående grønne og blå planet, vi har fået lov at leve på.

print