Solceller Sognehus / Graverfacilitet

SOLCELLER I SOGNEHUS / GRAVERFACILITET

Solceller

Sognegårde, graverfaciliteter, kirkegårdskontorer og lignende bygninger, som er placeret i nærheden af kirken eller på kirkegården opnår ikke tilladelse til montering af solceller af æstetiske årsager. Hvis bygningen derimod er placeret langt fra kirken og måske i bymæssig bebyggelse, kan der i visse tilfælde opnås tilladelse til installering af solceller.
Med de nuværende regler for solceller er det imidlertid vanskeligt at få en fornuftig økonomi ud af investeringen.

Placering

Ud over de æstetiske hensyn, så er der andre forhold som skal iagttages. Først og fremmest skal det undersøges, om taget kan bære den ekstra vægt, som panelerne repræsenterer. Dernæst skal det sikres, at der ikke kastes skygge hen over dele af solpanelerne, da dette vil nedsætte produktionen væsentligt.

Tilladelse

Inden opsætning af solceller skal der søges om tilladelse. Der tages kontakt til Stiftet og til kommunen.
Stiftsøvrigheden indhenter herefter udtalelser fra de tilknyttede konsulenter.

Økonomi

Med de nuværende regler for afregning af strøm fra solceller er det afgørende for økonomien, at en meget stor del af den producerede strøm bruges straks i egen installation. Den producerede strøm, som bruges straks erstatter indkøbt strøm til fuld pris (til ca. 2,10 kr. pr kWh). Den overskydende elproduktion afregnes derimod til markedspris, som pt. er i størrelsesorden 20 – 30 øre pr. kWh.
Egetforbruget bør være over 50 %, hvis der skal opnås en fornuftig økonomi med en tilbagebetalingstid på under 15 år. Ved installering af små solcelleanlæg kan der nemmere opnås et højt egetforbrug.

Eksempel

I 2013 blev der således givet tilladelse til installering af solcelleanlæg på en ”Anneksbygning” i Langaa efter udtalelser fra Kgl. Bygningsinspektør, Nationalmuseet og Kirkeministeriets varmekonsulent.
I vurderingen indgik både placeringen og den fremtidige driftsøkonomi. Tilladelsen blev givet, da bygningen og solcelleanlægget ikke er synlige fra kirken. Det blev endvidere skønnet, at der kunne opnås et egetforbrug på omkring 40 %, hvilket modsvarede en tilbage–betalingstid på godt 15 år med daværende regler og priser.

Anneksbygning

Læs mere:

Energistyrelsen om solceller: http://sparenergi.dk/forbruger/el/solceller