Strandvejskirken er ny grøn kirke

I Strandvejskirken har klima og miljø været et tema længe. Allerede da kirken blev bygget for nu 11 år siden, var det væsentligt for os, at det skulle være et bæredygtigt byggeri. Løbende har vi været i overvejelser omkring eksempelvis brug af engangsservice kontra porcelæn og lignende.
Da vores præst i Februar 2018 stiftede bekendtskab med Grøn Kirke på et møde med Frikirkepræster i Nordsjælland, gik snakken for alvor i gang. Vi vendte det i menighedsrådet og med de unge og havde punktet oppe på møde med hele menigheden.

Vi er heldige at være på kommunens liste over interessante byggerier, og har derfor et par gange haft besøg og rundvisning i kirken, når kommunen har ”Agenda 21”-arrangementer (Her diskuteres bæredygtigt byggeri, energiforsyning og andre lignende tiltag)

Vi har været overraskede over, hvor nemt det var at blive grøn kirke. Vi har sat 34 krydser på tjeklisten. Mange af punkterne kunne vi uden indsats sætte kryds ved, og andre igen kunne vi med meget få tiltag opfylde.

Den største øjenåbner i processen var faktisk batterier. Vi bruger ikke mange batterier, men vores teknikere bruger batterier til fx mikrofoner, som i mange tilfælde godt kunne udskiftes med genopladelige batterier. Et tiltag som i sidste ende vil spare os penge også. Vi er samtidig ved at undersøge baggrunden for den strøm og varme som vi er forbrugere af, altså hvordan den produceres og leveres.

Det er vores erfaring, at det primært er den yngre del af kirken, som engagerer sig og gør sig tanker omkring bæredygtighed og klimaudfordringer. Derfor har vi også et forholdsvist ungt Grøn Kirke udvalg.

Med Strandvejskirken er der i Helsingør Stift nu 12 grønne kirker.

Kontaktperson: Tomas Lindholm

print
Tagget , ,