Tragisk CO2-rekord – hvor bliver kirken af i debatten?

"Hvor er de klare og hørlige budskaber om den foragt for Gud som skaberen af himmel og jord, som den fortsatte umådeholdne udledning af CO2 betyder," spørger sognepræst og ph.d. i miljøetik Martin Ishøy. Artikel fra kristeligt dagblad.

For første gang i menneskehedens historie er der blevet målt 400 CO2-molekyler pr million molekyler luft. Hvis ikke de globale udledninger reduceres markant, vil det få store og alvorlige følger for vores klima.

Hvad bør kirken mene om dette? Kan kirken råbe højere over for politikerne? Vi har spurgt teolog og ph.d. i miljøetik Martin Ishøy ”Vi skaber et forhistorisk klima, hvor menneskelige samfund vil stå over for enorme og potentielt katastrofale risici”. Det er konklusionen fra Bob Ward, Grantham Research Institute on Climate Change på London School of Economics. Nogenlunde samme konklusion lyder fra mange fagfolk efter nyheden om, at klodens atmosfære nu passerer 400 ppm (milliontedele CO2).

Det er tragisk og ubærligt, men lidet overraskende for nogen, der har gjort sig problemerne blot nogenlunde klart. Hvordan i al verden kan det være, at så mange i den danske folkekirke øjensynligt ikke mener, at det kommer kirken ved?

Og jo. Der er en del kirker, som er begyndt at spare på energien, især når det har kunnet begrundes med økonomiske besparelser. Men hvor er de klare og hørlige budskaber om den foragt for Gud som skaberen af himmel og jord, som den fortsatte umådeholdne udledning af CO2 betyder? Hvor er sammenhængen mellem troen på evangeliet og det nye liv i Kristus – eller mener man, at et kristenmenneskes frihed er retten til at destruere livet på den klode, som Gud har betroet os forvalterskabet over?

Vi har lige fejret kirkedage i Ålborg, og jeg må konstatere, at for få prioriterede Grøn Kirke. Under kirkedagene i Hamburg var mottoet ”Soviel du brauchst”, og der var 87 arrangementer under stikordet ”miljø, klima, skabning”. Blandt andet talte generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Olav Tveit, om kirkernes globalt ledende rolle i skabelsen af fred og miljøvenlige livsstile. Jeg foreslår, at man rykker klima og miljø noget højere op på dagsordenen ved kirkedagene i 2016 i København!

Hvad gør vi som kirke med en atmosfære på over 400 ppm CO2 og en række andre fatale miljøkriser? Mange ting på mange niveauer! Lad os sige højt, at de uoprettelige skader, som vores civilisation p.t. påfører skaberværket aldrig kan være legitim adfærd. Men lad os især skabe et kirkeliv som ærer Gud som skaber og frelser af himmel og jord. Giv skabelsesforståelsen plads i kirken, i spiritualiteten, i undervisning og alle mulige andre steder, men frem for alt i gudstjenestelivet. Lad alle kirker fejre skabelsestiden fra 1. september til 4. oktober med fællessang d. 29. september.

Vi lever af Guds ord. Dagligliv næres af gudstjenesteliv. Lad holdninger og handlinger fyldes af ham, som siger: Så vælg da livet!

Martin Ishøy er sognepræst i Balle Sogn, ph.d. i miljøetik og medstifter af Grøn Kirke.

Martin Ishøy
print
Tagget ,