Jeg mødte Mark Gibson ved et seminar i smukke Bossey i Schweiz, arrangeret af Kirkernes Verdensråds i juni. Her mødtes 30 personer fra hele verden for at dele erfaringer og udfordringer med hinanden om kirkernes arbejde med klima og miljø.

Jord og mennesker lider

Mark Gibson fra New Zealand fortalte om den svære situationen kirker, organisationer, - ja hele samfundet har fundet sig i efter jordskælvet i 2011. Sawako Fujiwara fra Japan fortalte om sit teologiske arbejde, men indrømmede at det nærmest stadig er umuligt for hende at begynde at snakke og fortælle om Fukushima katastrofen – og slet ikke med teologiske briller på. Endnu. Peter Emberson fra Fiji viste billeder fra Stillehavsøerne, hvor klimaforandringernes realiteter tvinger kirkerne til at forholde sig til klima-flygtninge politikker og global klimapolitik. Christopher Rajkumar fra Indien, fortalte om hvordan opførelsen af atomkraftværker tvinger befolkninger fra den jord, som de anser som deres mor. Der er tunge vidnesbyrd fra hele kloden.

Jorden er ikke vores

Mark Gibson fortæller ivrigt ved seminaret om sine erfaringer med at tænke kirken tættere på naturen. Meget inspireret af oprindelige befolkninger i området. ”Jorden er ikke vores. Vi er jordens.” Sådan tænker oprindelige folk i Australien og New Zealand om menneskers forhold til jorden. Sådan tænker mange mennesker i den vestlige verden ikke om jorden – og måske bl.a. derfor er vi nået til udpining af klodens ressourcer, som vi oplever i vores tid. Forskellige indlæg ved seminaret udfordrede os til at overveje, hvordan vi tænker om jorden – og hvordan det at tænke anderledes om vores forhold til naturen kan ændre vores praksis og vores teologi. Og omvendt.

Teologi og praksis

Hvordan tænker vi jorden ind i vores teologier og kirkelige praksis? Kan vi bede med og ikke kun for jorden? Kan vi bære ting fra naturen ind i begyndelsen af gudstjenesten, måske op til alteret? Kan vi i vore bønner huske på de steder i vore samfund, hvor jorden lider? Kan vi i vore salmer og sange huske på at vi tilhører Guds skaberværk – og ikke ejer det? Kan vi tænke naturelementerne mere tydeligt frem i vore sakramenter – vand og brød? Der er mange input fra verdenshjørnerne, historier og perspektiver, som skal tænkes ind i vores danske kirkelige sammenhæng og hverdag.

Grøn Kirke i Danmark og Finland inspirerede

Jeg fortale om vores praktiske Grøn Kirke ordning i Danmark og to kvinder fra Finland fortalte om den finske ordning. Det var der mange, der var interesseret i at høre mere konkret om. Og vi har nu lavet en lille erfaringsudvekslingsgruppe og jeg har lovet at sende vores tjekliste og nogle gode råd til deltagerne fra Indien og New Zealand.

På vej mod COP21

Martin Kopp fra Strasbourg fortalte om hans arbejde med at planlægge kirkernes deltagelse ved COP21 i Paris 2015. Det bliver et skelsættende møde og kirker på verdensplan koordineret gennem Kirkernes Verdensråd er allerede i gang med at planlægge, hvordan de lande, der mærker klimaforandringerne mest men har gjort mindst for at forårsage dem får plads i forhandlingerne. Martin fortalte om en global kampagne Fast for the Climate, som bl.a. Kirkernes Verdensråd og Det lutherske Verdensforbund støtter. Måske dette var en måde vi kunne tænke jorden og dens klima ind i kirkeåret – i fastetiden?

Togturen hjem

På min lange togtur hjem fra Geneve til København, tænker jeg på faste og det at give afkald. Nogen synes måske, at det er at give afkald på effektivitet, tid og penge (det tager jo mere end dobbelt så lang tid at tage toget og koster også det dobbelte). Men en lang togtur er ikke et afsavn og at opgive flyet. Det er et tilvalg af ro, tid til at fordøje de mange indtryk fra mødet med verdenshjørnerne og kirkernes mange forskellige måder at tænke om jorden og forholdet til den. Det er at mærke afstanden mellem der, hvor man kommer fra og skal hen. At rejse langs jorden og ikke langt fra den. Og måske kan man sige det samme om at faste. Det er et tilvalg af en praksis, som udfordrer én til at overveje konkret sin aftryk på kloden. Ja, de mange input fra verdenshjørnerne, historier og perspektiver, må tænkes ind i vores danske kirkelige sammenhæng og hverdag.

Af: Hanna Smidt​