Det er ikke meget, man hører om høsten i medierne længere. Danmark er ikke mere et landbrugsland – vores økonomi er ikke længere totalt bundet til jordbrug som i gamle dage. Aldrig har så få været beskæftiget ved landbruget som i dag. En udvikling, som tømmer landsognene for folk og gør det svært at opretholde de små lokale fællesskaber. Vi taler nu om udkants Danmark – bare vi er kommet et lille stykke udenfor de 2-3 største byer i landet. Men det ændrer ikke ved, at symbolsk spiller landbruget stadig en stor rolle. Vi tolker stadig vore dybeste følelser i relation til det at dyrke jorden – og når vi kører tur gennem landskabet, fylder markerne jo stadig hele synsfeltet.

Alt og intet er os givet

Så selv om landbruget ikke er, hvad det har været, så giver en høstgudstjeneste alligevel god mening. Det er vigtigt, at vi mindes om, at alt og intet er os givet. – Det er høstgudstjenestens tema. Begge dele: At alt gives os, og det skylder vi at sige tak for. Gud er livskraften, årsagen til, at noget er, og alt ikke blot er ingenting, den kraft som gør, at du og jeg er, den kraft der hvert sekund giver væksten. Men samtidigt er Intet os givet til ejendom, dels fordi alt levende skal dø, dels fordi alt er givet os, for at vi skal række det videre. Vi er forvaltere og tjenere, ikke ejere. Og det er der i den grad brug for at minde os om – vi, som går så meget op i den ejendomsret, som altså ret beset er en konstruktion og slet ikke eksisterer! For alt er jo givet os til lån, til det fælles bedste og ikke til egen fordel.

Vi må rette os mod dem som mangler, hvad vi har i overflod

Derfor ligger der i denne religiøse erkendelse, at vi altid skylder at have opmærksomheden rettet mod dem, som mangler, hvad vi har i overflod. Og ikke kun blandt vore nærmeste. I det globaliserede samfund er vores næste ikke bare naboen, men enhver, som er afhængig af, at vi bidrager til en retfærdig fordeling af goderne – uanset, om vedkommende opholder sig lige her eller på den sydlige halvkugle.

Alt er givet os. Taknemmeligheden er derfor måske den mest grundlæggende religiøse følelse. I sin generelle form, hvor det altså ikke er noget bestemt, man er nogen taknemmelig for, kan den ikke eksistere uden en Gudsforestilling. Hvem skulle man ellers være taknemmelig overfor, hvis det er den udefinérlige

Vi er alle Guds elskelige skabninger

Tag f.eks. den definition på at være dansk, som udelukker de danskere, der er kommet hertil fra andre steder og ikke er født her. De kaldes fremmede stadigvæk, de har ikke del i danskheden, siger mange. De taler med accent og tilhører måske en fremmed religion. At have særlige rettigheder til at leve her i landet skulle hænge sammen med sprog, tro, herkomst – og ikke statsborgerskabet. Hvis man siger sådan, sætter man sig over andre alene i kraft af sprog og herkomst – ja, minsandten også i kraft af den kristne religion, selv om den religion, som vi hører i dag tilsiger lige det modsatte: at vi er alle lige som Guds elskelige skabninger. - "Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Omvendt, den, der véd om sig selv at have megen tilgivelse behov og derfor også véd, at man intet har at lade andre høre, han kan elske meget. Det vil sige glæde sig ved at se det andet menneske i sit væsens udfoldelse, glæde sig ved mangfoldigheden og ikke ønske ensretningen.

Vær ødsel! Lev stærkt og frygtløst

Tro er at være grebet, lidenskabeligt at give sig selv. Hvis du gribes af det, som Jesus formidler med sine ord og gerninger, kan du ikke andet end leve efter det. Da lever du som kvinden i fortællingen. Og da kan du ikke lade være med at give andre mennesker plads og rum uanset, hvem de er. Være ødsel med din mildhed, dine opmærksomhed, din tid. For du har jo selv fået alt af Vorherre selv. At tro i kristen forstand vil sige at stole på, at alt det kan vi godt - ja, sagtens endda, også selv om det gang på gang ikke lykkes. For Gud selv, den kraft, som har sat os ind i livet, har gjort netop dette for os. Sådan levede Jesus: Tog dem til sig, som andre skilte ud, - og vejledte kærligt dem, som skilte sig selv ud i selvtilfredshed. Dér, i Jesu liv, får vi at vide, hvem Gud er. Hans kærlighed og nåde til os kan møde dig, mig og enhver anden overalt, uanset hvem vi er og hvilken gruppe vi måtte tilhøre. Ingen er lukket ude.

Lev derfor stærkt og frygtløst endnu i dag. Du er tilgivet, frikøbt fra alt, hvad du har forvoldt andre og dig selv af ondt. Tro det, lev på det, lad glæden og begejstringen over livets rigdom fylde dig. Lad kærligheden og tilgivelsen råde, lev på én gang uroligt, lidenskabeligt engageret og roligt, fyldt af glæde og fred i sindet over, at alt er dig givet på forhånd – af Gud. Du hører i evighed, i liv og død, hjemme i hans kærlighedsrige.

Amen.

Af: Anders Gadegaard​

Prædiken til 11. søndag efter trinitatis,

Vor Frue kirke, 31. august 2014.

Tekst: Lukas 7,36-50.

Høstgudstjeneste med ”Grøn Kirke” og ”Folkekirkens Nødhjælp”

Salmer: 728, 434, 447, 674,1-2, 151 / 730, 466, 476, 11.