Dejlig er jorden

Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!’ Sådan lyder det i sidste vers i Ingemanns smukke salme ’Dejlig er jorden’ fra 1850. Den salme hører til en af mine absolutte yndlingssalmer, og den ligger da også blandt de mest kendte salmer overhovedet – og med god grund.

Der er så meget håb i salmen, at den både bruges til jul og i forbindelse med begravelser. Netop håb har vi brug for også i en tid med klimakrise og alt for megen håbløshed. Derfor var det da også den sidste salme, vi sang ved den store og uforglemmelige økumeniske gudstjeneste ved Klimatopmødet i København for år tilbage. Tørker og oversvømmelser rundt om i verden rammer hårdt – ikke mindst dem, der i forvejen er presset. I Europa oplevede vi sidste sommer den længste tørke i årtier og i dette efterår usammenligneligt meget regn. Hvad er det der sker? Er det hele ved at falde fra hinanden?

At Gud bliver menneske i Jesus Kristus er en fortælling om håb - om at Gud forbarmer sig og bliver en af os. Derfor er julens budskab et budskab om håb. Salmen holder fast i det håb. Ikke bare bygger vores liv på generationerne før os – ’slægt følger slægters gang’ – nej, Gud taler direkte til os med englesang, som han talte til markens hyrder, at vi kan fryde os og glæde os, at jorden er dejlig, og at vi går til Paradis med sang. På den måde knytter salmen os i dag sammen med dem før os og sammen med Gud i hans tiltale til os.

Det er en tiltale, vi skal tage med os, når vi arbejder med mennesker, der lider på grund af klimaforandringer og når vi sammen gør en indsats for klimaet. For selvom det kan synes håbløst, er vi forpligtet på håbet, på Guds tiltale til hver os og til os i fællesskab, at vi ikke må miste håbet, for dejlig er jorden – fred over jorden.

I ønskes alle en velsignet jul med håb for verden!

Af Mads Christoffersen, Generalsekretær i Danske Kirkers Råd

Hør, hvor englesangen toner

Jeg havde glæden af at blive spurgt om at gøre en kort refleksion over det grønne perspektiv i en julesalme. Eller, det vil sige, det var snarere med frygt og bæven, at jeg sagde ja, for jeg ved ingenting om salmer. Det eneste Grøn Kirke perspektiv, som jeg umiddelbart kan knytte til en salme har at gøre med ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Her står hvordan Kristi varme hjerteglød smelter selv isbjergene, og det er jo ikke ligefrem et glædeligt klima-perspektiv!

Nuvel, tænkte jeg, musik ved jeg ikke noget om, men man kan jo så blot kigge på teksten; hvilket jeg gav mig i kast med. Så slog det mig. Det er jo netop denne tilgang, som for en stor dels vedkommende er skyld i klimaproblemerne. At vi glemmer at vi er krop. At jeg tror, at en salme kan reduceres til teksten. At tro samtalen mellem mennesker foregår mellem sind og ikke mellem kroppe. En salme er jo netop melodi, toner, lyd og pauser. Netop at glemme den kropslighed vi alle har og reducere den menneskelige virkelighed til et kompleks af ideer kan snublende nemt komme til at bane vejen for at naturen bliver overflødig. I en verden af koncepter og ideer er naturen noget uregerligt, som det ikke går at systematisere; væk med den! Men i ”den brogede verden”, som Gud har skabt, er ”jorden skøn endnu som i patriarkernes ungdomstid”, som H.V. Kaalund digtede. Og den brogede og usystematiske verden passer til menneskelivets kropslighed.

Således chokeret vendte jeg mig så mod en salme, som ligeledes i første vers digter om ”Hil dig,… verdens frelser og forsoner”. Men denne gang en engelsk julesalme; naturen er der nemlig et anderledes fokus på i den engelske salmetradition (se blot her). Dog har vi jo i Danmark Grundtvig, som formår at inddrage naturen på fin vis og ikke mange har skrevet flere salmer end Grundtvig. Men den engelske metodist Charles Wesley er en af de få, som kandiderer til det, selvom der er et forbavsende ringe antal af hans salmer med i salmebogen. Julesalmen ” Hør, hvor englesangen toner” har dog fundet plads (nr. 111). Denne salme er karakteriseret af en taknemmelighed og en tro på, at Gud triumferer. Allerede i første vers lyder det: ”Vore røster vil vi føje / til triumfen fra det høje”. Helt overordnet må det være karakteristisk for teologien om klimaet: At den tager udgangspunkt i taknemmeligheden snarere end i frygten. Mere specifikt i forbindelse med denne salme er der i versionen i salmebogen desværre udeladt flere vers. I et af disse udeladte vers lyder stroferne: ”Genskab den ødelagte natur /forbind i mystisk enhed / vor natur med din og din med vor.” Ødelæggelsen af naturen er et ydre udtryk for menneskets brudte indre relation til Gud. Så når vi i salmen lærer, at Gud i ”mystisk enhed” kan forbinde sin natur med vores, indgydes vi dermed håb om, at faktisk al natur kan heles.

Af Simon Schmidt, Phd-stud. systematisk teologi, Lunds Universitet