Klima tro, håb og handling var onsdag d. 25 september hovedemnerne, da teologistuderende Anne Sofie Hedegaard i samarbejde med Sct. Pauls Kirke, KFUM & KFUK, Grøn Kirke og Danmission afholdte Skaberværksaften i Skt. Pauls Kirke.
Hvilket ansvar har mennesket overfor skaberværket? Er vi forpligtet til at handle på den nutidige klimakrise og hvordan finder vi håb i en tid præget af klimakatastrofer?
Disse spørgsmål diskuterede et panel bestående af sognepræst Lise Palstrøm, frikirkepræst Hans Vindum Pettersson og præst v. metodistkirken Maria Thaarup. Panelet blev modereret af journalist Iben Maria Zeuthen, og hver især bidrog panelisterne til en samtale om menneskets rolle som både en del af naturen og som en ansvarshavende overfor naturen.
Igennem paneldebatten og spørgsmål fra deltagerne blev især den unge generations forhold til klimaudfordringerne diskuteret. Panelet var enige om, at vi må huske at høre den yngre generation, når konsekvenserne af klimaforandringer bliver debatteret, og at vi må tage de unges holdninger og indsigter seriøst. Fremfor at hengive os til frygt og apati, må vi huske at bevare håbet og holde os for øje, at vi som mennesker er skabt til at passe på Guds Skaberværk.
Men selvom vi som mennesker er skabt til at passe på Guds skaberværk, så har vi hidtil ikke været vores ansvar voksent. Dette påpegede Frikirkepræst Hans Vindum Pettersson, idet han på vegne af Kirken undskyldte for den manglende klimahandling.
Men en undskyldning kun bestående af ord er, ifølge Hans Pettersson, ikke nok – han pointerede ved paneldebatten at “Efter en undskyldning, skal der følge handling. Hvis jeg virkelig mener ‘undskyld’ må jeg også ændre adfærd“.
Efter en undskyldning, skal der følge handling. Hvis jeg virkelig mener ‘undskyld’, må jeg også ændre adfærd
Hvis Jesus havde levet i dag, ville han så være vegetar?
Mange engagerede deltagere stillede igennem paneldebatten spørgsmål til panelisterne. Hvordan skal vi helt konkret varetage Guds skaberværk? Har folkekirken som Danmarks tredje største jordbesidder et ansvar for at forvalte denne jord klimavenligt? Hvordan diskuterer vi klimakrisen, uden samtidigt at fordømme dem som ikke handler? Hvis Jesus havde levet i det 21 århundrede, ville hans så være vegetar?
For Anne Sofie Hedegaard understregede de fremmødtes ivrige deltagelse i paneldebatten vigtigheden af, at vi taler sammen om klimaudfordringerne. Anne Sofie oplevede, at hele aftenen blev taget meget seriøst og at samtalen blev mødt med stor interesse og passion. Flere af de fremmødte gav udtryk for, at debatten sagtens kunne være forsat i meget længere tid og den store opbakning kan forhåbenligt ligge grund til mange flere fremtidige arrangementer.
Hvordan fejrer du din Skabelsestid?
Gennem Skabelsestiden deler vi historier fra hele landet, om hvordan både private, meningheder, organisationer mm. fejrer og markerer Skabelsestiden. Vil du dele din historie med hele det grønne fællesskab? Så send os en mail!