Frivillige konsulenter klædt på til besøg i hele landet

Veloverstået kursusdag for de frivillige konsulenter i Grøn Kirke. Nu skal alle grønne kirker have et motiverende besøg.

Torsdag d. 6. marts mødte knap 20 friske og engagerede frivillige konsulenter fra hele landet op i Høje Taastrup Kirkes konfirmandlokale.

Formålet var at klæde konsulenterne på til den besøgsrunde, som venter alle grønne kirker i Danmark. En besøgsrunde, som forhåbentligt byder på nye ideer, erfaringsudveksling, motivation og inspiration.

Dagen bød på hyggeligt samvær og spændende oplæg af bl.a. Roskilde Stifts biskop, Peter Fischer-Møller, som motiverede de frivillige med et inspirerende oplæg om, hvorfor det er vigtigt for kirkerne at være grønne. Hanna Smidt, Grøn Kirke koordinator, informerede de frivillige om, hvad baggrunden for og formålet med besøgsrunden er. Slutteligt holdt sociolog Kirsten Grube oplæg om, hvordan denne besøgsrunde rent praktisk gribes an.

Endnu en gang tak til de frivillige konsulenter, som med stort engagement og godt gåpåmod forlod Høje Taastrup Kirkes konfirmandlokale sidst på eftermiddagen. Projektet er nu skudt godt i gang, og det bliver spændende at følge udviklingen.

Af Lærke Uhd, praktikant i Danske Kirkers Råd

Besøgsrunden: Grøn Kirke har fået støtte fra Miljøstyrelsens pulje for Grønne Ildsjæle til at besøge alle grønne kirker i 2014. Besøgsrunden har to overordnede formål: 1) at motivere de grønne kirker og 2) at evaluere på arbejdet og revidere tjeklisten. Målet er, at alle 134 grønne kirker får et besøg af en af de frivillige konsulenter.
















print
Tagget