Grøn kunstudstilling på Syddjurs

Sammenslutningen af professionelle kunstnere i Syddjurs er nok hverken mere eller mindre økologiske og bæredygtige end de fleste andre kunstnere. Og så alligevel?

I hvert fald valgte de at kalde deres 6. påskeudstilling GRØN.

Udstillingen på Fuglsøcentret på Mols var kun planlagt til fem dage, men den var en fremragende illustration af, at ”grøn” kunst har lige så mange betydningsnuancer som Grøn Kirke – og at nogle af enderne faktisk når sammen.

I udstillingskataloget skrev de: ”Kunstnernes inspiration er ikke alene den grønne farve eller bæredygtighed – det er også våren, den grønne ungdom, alle de grønne energier og meget, meget mere.

En mangfoldig udstilling, med flere rum og overraskelser, hvor gæsterne så at sige kan gå på ’skovtur i kunsten’”. Der var alt fra den nonfigurative Magda Høghs rendyrkede skaberkraft på præcise, grønne lærreder, over Simon Aaens af mange kirkefolk kendte dybe farvekombinationer, der appellerer så stærkt til det religiøse blik – og mange andre fremragende malere, over moderne, keramiske abstraktion og konkrete, grønglaserede keramikulve, til Jette Nørregaards værker i skiffer og papir.

Sidstnævnte havde bl.a. form af vindmøllen på billedet. Se godt på den, og læg mærke til fuglekraniet ved møllens fod. Minder det mon om Adams kranium ved korsets fod på Golgata? Legemliggør værket opfyldelsen af Rachel Carsons profeti fra 1962 om ”The Silent Spring” – hvor ingen fugl længere synger. For de er alle dræbt af agroindustriens plantegifte. Er vindmøllens sang en elegi over naturens endeligt? Eller er vindmøllen som Kristi kors det stærkeste symbol på den kraft, der sejrer over døden, et vingeslag, der suverænt genrejser ofrene for menneskers dårskab og fugledrab?

Kunsten er åben for mange tolkninger – ligesom farven grøn, hvad enten vi taler om kunst eller kirke. Som sagt er kunstnerne i Syddjurs måske ikke mere orienterede mod økologi og bæredygtighed end så mange andre, men de ved, at ”grøn” er en vital del af deres univers. Så de har lavet en udstilling.

Hvis man tilhører en grøn kirke, som er kommet til samme erkendelse, var det måske en ide at samarbejde med nogle lokale kunstnere om en grøn udstilling i kirken, sognegården eller et andet sted. Som kirke har vi brændende behov for den inspiration, provokation og skønhed som kunsten repræsenterer – og den grønne dimension er et af de allermest frugtbare mødesteder mellem kunst og kirke. Desuden viser erfaringen, at mange kunstnere på deres side har fundet både inspiration og glæde ved at samarbejde med kirken.

Derfor: Tag kunsten ind i Skabelsestiden fra 1. september og en god måned frem. Begynd planlægningen nu. Det kan stadigvæk nås!

Af sognepræst Martin Ishøy

print
Tagget ,