Nødbingo på Fairbar

“43 procent af danskernes energi kommer fra vindmølleenergi - så næste nummer er 43”

I sidste uge havde praktikanter i Grøn kirke arrangeret nødbingo med Folkekirkens Nødhjælps Ungdom og Fairbar i Aarhus.

Nødbingo er et koncept som Folkekirkens Nødhjælps Ungdom har lavet, der består af almindeligt bingo med benspænd baseret på verdensmålene. Man kan få en ekstra plade, hvis man ser fattig ud, snuppe et nummer fra en andens plade og få saltstænger, hvis man ser sulten ud. Med farverige kampagner og sjove events inviterer Folkekirkens Nødhjælps Ungdom unge til at tage stilling til verden og vilkårene for verdens fattigste. Nødbingo var en succes, og Fairbar fyldt op, selvom det var en kold mandag i november.

“De to borde ved væggen er blandt dem som er analfabeter, så I skal sidde over i den næste runde - og har I et nummer på pladen skal I have hjælp fra bordet ved siden af”

Stemningen på Fairbar var i top og præmier blev vundet på både fair og unfair vis. Præmierne var alt fra strikkede strømper til ris samt et gavekort. Der var både stor jubel, ærgrelsesråb og grin hele aftenen, hvor overskuddet fra salget af pladerne gik til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Alle plader blev udsolgt, og derfor gik hele 1160,- til arbejdet med verdens mest sårbare og fattige.

Fairbar er KFUM og KFUK’s nonprofit café, som er drevet af frivillige. Fairbar åbnede i 2008 og har siden været et samlingssted for kreative sjæle og har desuden hjulpet frivillige til at udfordre og udvikle sig selv, samtidig med at deres indsats er til stor gavn for humanitære støtteprojekter. Hos Fairbar tilbyder de et bredt udvalg af mad og drikke med fokus på fairtrade, økologi og bæredygtighed.

print
Tagget , , ,