Ny grøn, kirkelig organisation – Odin Y’s Men’s Club

Odin Y’s Men’s Club har til formål at støtte kristeligt børne- og ungdomsarbejde og socialt udviklingsarbejde både gennem praktisk arbejde og økonomisk støtte. 

Odin Y’s Men’s Club i Odense er blevet grøn, kirkelig organisation. De har nedsat et udvalg til at arbejde med det grønne i fokus, og de kan nu sætte kryds ved 28 punkter på tjeklisten.

Gorm Skousen tog initiativ til at klubben i Odense skulle arbejde med det grønne som en af deres mange aktiviteter. Alle fandt det naturligt og vigtigt at være aktive indenfor dette felt.

At arbejde med bæredygtighed, klima og miljø er ikke en ny tanke for folkene i Y´s men. En stor del af deres pengeskabende aktiviteter kommer fra deres genbrugsforretninger. De grønne tanker rører sig i det hele taget i Y's Men's klubberne, og en naboklub, Middelfart Y’s Mens Club, der ikke er registreret som grøn organisation endnu, har etableret slanger i jorden til en varmepumpe for opvarmning af deres lejrcenter og arbejder i øvrigt også med genbrug.

Personligt engagement
Odin Y’s Men’s Club i Odense ejer ikke en bygning, som de kunne tage udgangspunkt i, når det drejer sig om mange krydser på tjeklisten. Derfor omhandler mange af de punkter, de har krydset af deres private forbrug, livsstil, og måde at leve grønnere på.

Grøn Kirke byder Danmarks første Y´s Men's Club hjerteligt velkommen i netværket af grønne, kirkelige organisationer, og glæder sig især over deres private engagement, ligesom håbet altid er, at arbejdet med grønne kirker og kirkelige organisationer har en afsmittede effekt på, hvordan vi agerer på hjemmefronten.

April 2019

print
Tagget ,