Portræt af en grøn, kirkelig organisation: Areopagos

Areopagos er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni. Thomas Frovin, projektleder for I Mesterens Lys under Areopagos, fortæller her om deres oplevelse som grøn, kirkelig organisation.

Del noget I er lykkes med som grøn kirkelig organisation?

Jeg synes, processen med at blive certificeret har givet os en overordnet opmærksomhed på ”det grønne”. Det dukker op i forbindelse med indkøb, rejser, planlægning af arrangementer o.lign., hvor det bliver en positiv impuls til også at forholde os til, hvordan vi på en god måde tænker bæredygtighed ind i det, vi laver. Jeg er stolt over, at vi er med i grøn kirke, og jeg synes det ansporer til en positiv forholden sig til miljø- og klimaudfordringer. Det er simpelthen på dagsordenen!

At starte Skovkirke op giver et naturligt fokus på naturen. Her inspireres vi også af de mennesker, vi møder i nyspirituelle miljøer, hvis fokus på og omsorg for naturen ofte giver os noget at lære. Målet med Skovkirke er at lade naturen lukke hjertet op, og lytte til hvordan Gud bruger naturens katedral til at tale til os. Implicit er en tro på, at Gud ønsker at komme sit menneske nær, tale til os og berøre os. Naturen er som rum generøst, gavmildt, ikkedømmende, og det tilhører alle mennesker. Tærsklen opleves derfor lav i forhold til at se naturen som et sakralt rum, hvor Gud kommer os nær. Præcis som ”kirke” er bygget af levende stene, er Skovkirke et fællesskab, der skabes af dem, der kommer. Når vi fejrer Skovkirke er der plads til fællesskab, til leg, til fordybelse og til meditation. Vi drikker kaffe og spiser sammen, men vi giver også plads til den personlige refleksion og roen. Vi er inspirerede af bønner og velsignelser fra den keltiske tradition, som på en bogstavelig og inspirerende måde sætter ord på menneskets deltagelse i naturen. Med sange fra Taizé har vi fat i en enkelthed, som man hurtigt kan lære, men samtidig rummer en klar pejling og fokus. Vi bruger bibelvers som afsæt for meditative vandringer eller stilletid til personlig overvejelse. Skovkirke er en del af I Mesterens Lys, som ønsker at være en bro mellem kirken og den nyspirituelle verden. Jeg tror, arbejdet med Skovkirke kommer til at påvirke os langt ud over det bæredygtige, men også i vores grundlæggende tænkning om samspillet mellem teologi og natur. Det er ikke så dårligt!

Del en udfordring i har lige nu som grøn kirkelig organisation.

Hvor køber man de gode, klimavenlige kuglepenne? Som indsamlingsorganisation, der lever af andre menneskers gaver til os, er det også ind i mellem svært at skulle vælge mellem en tidskrævende og dyrere tog- eller busrejse fremfor et billigt og hurtigt fly. Vi arbejder forskellige steder i verden og er glade for, at vi kan købe CO2-kompensation, men det er fortsat en udfordring, vi deler blandt mange – hvordan holder man et grønt fokus i en globaliseret virkelighed?

Hvad gør i for at holde organisationens grønne fokus i hverdagen?

Som nævnt bliver det en naturlig del af samtalen ved indkøb og produktion af nye materialer. Vi er blevet særligt opmærksomme på at undgå spild – hellere producere for få materialer end for mange. Vi bruger svanemærkede og bæredygtige muligheder, når vi får lavet materialer, og det er faktisk fint. Så gennemgår vi jo tjeklisten årligt, og det er også godt.

print
Tagget , , , ,