Grøn kirke ERFA-gruppe

I Nordjylland, i Aalborg Norde Provsti, begyndte tankerne om en ERFA-gruppe allerede at røre på sig i 2017.

En ERFA-gruppe er en mindre gruppe, hvor fagfolk samles om en fælles interesse med det formål at erfaringsudveksle, vidensdele og udvikle sig fagligt indenfor et område.. Elisabeth Kristoffersen, formand for kirkegårdsgårdsudvalget og Grøn Kirke i Sulsted Sogn, blev kontaktet af menighedsrådet for at drøfte muligheden for at få en ERFA-gruppe op at stå i Nordre Provsti.

Elisabeth Kristoffersen gik i gang med at kontakte menighedsrådene i Nordre Provsti, og efter tilbagemeldingen fra dem, som havde lyst til at være med, afholdt de deres første møde i gruppen. Der blev godkendt kommissorium, og de blev enige om, at der til hvert møde skulle udsendes en dagsorden og skrives referat. Ved udgangen af 2018, har de afholdt tre møder, som alle er forløbet rigtig godt, og der er god kommunikation.

De emner, som hidtil har været på banen, har især været varmeforsyningen i kirkerne, belysning (elpærer og armaturer) på kirkegårdene og inde i kirken samt alterlys på oliebasis. Ved de første møder var ikke alle en del af Grøn Kirke netværket, og der var derfor flere, som havde nysgerrige spørgsmål til udfyldelse af Grøn Kirkes tjekliste.

Indtil videre er gruppen også ved at oprette et idekatalog, hvor alle deres gode ideer bliver skrevet ned, hvor henvisninger og adresser til eventuelle leverandører bliver noteret, og hvor dem, der fik ideen bliver refereret til. På den måde kan man altid bagefter kontakte vedkommende fra ERFA-gruppen for at høre mere og stille yderligere spørgsmål om hjælp.

Måske var det noget for din kirke at starte en ERFA-gruppe op? Det er en ideel måde at dele viden og sparre med hinanden på, når man står overfor udfordringer med at være grøn kirke eller blot vil inspirere og holde hinanden til ilden. De kan i Aalborg Nordre Provsti på det varmeste anbefale at oprette en ERFA-gruppe.

Sulsted Kirke

Insert Image
print