Naturens katedral

Igennem en del år har vi afholdt strandgudstjenester i Grenaa, og der kommer altid mange mennesker til disse gudstjenester. Stemningen ved stranden, sommeraftens lys, lyden af bølgerne og samværet med hinanden derude i naturens katedral skaber en helt særlig baggrund for en gudstjeneste. En sansemæssig virkelighed er inddraget på en meget anderledes måde end i kirkerummet, og blot det, at alle tilstedeværende er udsat for vejret og vinden, for selv at sørge for passende påklædning og for at have noget at sidde på, skaber en speciel fællesskabsfølelse.

Elementernes samspil med bibeltekster

Gudstjenesterne er temagudstjenester med udgangspunkt i en bibeltekst, som gerne forholder sig til de elementer, vi er omgivet af. Som tematekster har vi brugt skabelsesberetningerne på forskellig måde, vi har holdt gudstjeneste over Jonas i hvalfiskens bug, Peters fiskedræt, den brændende tornebusk, den samaritanske kvindes levende vand, lignelsen om sædemanden, Noa og duen, og også en ”Spillemandsmesse” har vi haft ved stranden.

Der appeleres til sanserne

I liturgien indgår der altid drama-elementer, som overrasker, og som gennem sansepåvirkninger forstærker menighedens oplevelse og tilstedeværelse. Gang på gang har en enkel og konkret visualisering af bibelteksten revet menigheden med, og påvirket sindene dybt. Ved flere af disse gudstjenester har vi på forskellig måde inddraget dans, enten som en del af liturgien eller ved som afslutning at få menigheden til at danse. Kroppen er sansernes bolig, og dans i forbindelse med en gudstjeneste giver glæde og skaber en følelse af sammenhæng imellem krop og ånd. I år besluttede vi at lade dansen være et helt centralt element i gudstjenesten.

Dans, korsang og elorgel

Som udgangspunkt og bibeltekst brugte vi den første skabelsesberetning (1. Mos. 1,1-4a), og vi fik en kvindelig danser, Marie Louise Maegaard fra Århus, til at medvirke og til selv at skabe sin dans i forbindelse med de enkelte skabelsesdage. Grenaa kirkes pigekor og kirkesanger medvirkede også, og organisten ledede med kirkens elorgel den musikalske side af gudstjenesten. Pigernes sang, kantorens solo og musikledsagelsen til salmerne understregede aftenens skønhed.

Nadver med taknmelighed

Skabelsesliturgien med dansen udgjorde den centrale del af gudstjenesten, der afsluttedes med nadver og en opfordring til menigheden om under modtagelsen af brød og vin indeni sig selv at takke for skaberværket, som Gud opretholder, og for livet og mulighederne, han dagligt giver os. Som postludiet dansede menigheden med hinanden i hænderne - til første vers af salmen ”Guds menighed, syng for vor skaber i løn!”

Strandkirke

Selve gudstjenesten foregik – som sædvanlig - i en stor ”gryde”, hvor vi er lidt beskyttede, hvis det blæser, og ”strandkirken” vender forskelligt fra år til år, alt efter hvorfra vinden kommer. Faste elementer i kirken er et alterbord med hvid dug, lys og en vase med ”strandblomster” og der udover et stort kors, som vi graver ned i sandet. Korset er ofte inddraget i liturgien, og det var det også i år. En ekstra rekvisit var denne gang en stor glasskål på alterbordet – med syv stykker klæde, et i hver af regnbuens farver.

Skabelsesberetningen som tekst, sang og dans

Liturgien omkring skabelsesberetningen var opdelt i syv afsnit svarende til de syv skabelsesdage, og hvert afsnit bestod i en oplæsning af bibelteksten om skabelsesdagens forløb, af en bøn, som relaterede dagens skabelse til vores eget liv, af et argentinsk Sanctus sunget flerstemmigt og af en efterfølgende stilhed. Ind i dette dansede Maria Louise Maegaard – forskelligt hver ”dag”, nogle gange begyndte hun allerede under læsningen af bibelteksten, andre gange senere. Hver ”dag” indledtes med, at hun i alterets glasskål hentede et klæde i dagens farve og derfra dansede med det, indtil hun ved dagens slutning hængte klædet op på korset.

Regn som himmelkulisse

Nu skete der det under vores gudstjenesten, at Vorherre gav os regnvejr netop, som skabelsesliturgien og dansen skulle begynde. Præstekraverne blev reddet under et ”telthalvtag”, som var stillet op til beskyttelse af orglet, og menigheden havde medbragt paraplyer og regnfrakker og sad godt i ly under dem, men Marie Louise Maegaard dansede i regnen, og selv om alle blev påvirkede af, at regnen var der, så gjorde den ikke betagelsen mindre. Alle var dybt grebet af teksten, af bønnerne og ikke mindst af dansen, som understregede og sanseliggjorde hver dags og hvert skaberværks indhold og betydning. Det var bevægende at se inderligheden og skønheden i dansen – midt i alt det våde. Regnvejret skabte samtidig en storslået himmelkulisse som fremhævede kraften og storheden i skaberværket og i naturen, der omgav os.

Ingen gik uberørte hjem fra den gudstjeneste, og vi havde endnu engang oplevet, hvor vigtigt det er ind imellem at skabe anderledes liturgi, der inddrager sanser og krop og bringer menighedens tilstede på en anderledes måde!

Ingen gudstjeneste uden kirkekaffe

På grund af regnvejret var kaffen efter gudstjenesten i år hurtigt overstået, men andre år, hvor vejrets mildhed har tilsmilet os, er folk blevet siddende i klitten meget længe og har haft svært ved at løsrive sig.

- Lene Højholt, sognepræst i Grenaa