Af præst Simon Fuhrmann

Ligesom klimarapporter igen og igen peger på, at ansvaret for klimaet må gennemsyre alle politiske og økonomiske beslutninger, sådan må julens budskab også gennemsyre alle vores tanker og handlinger, hvis vi skal leve i Guds økologiske vision.

Hvilken vision er det lige, spørger du måske? Det er den vision, der er blevet åbenbaret for os, da Gud steg ned til os i det lille Jesusbarn, og som Gud siden åbenbarer for os i hver eneste eukaristi (nadver). Det er visionen om, at intet, der har eksistens, hverken den mindste bakterie eller yderste galakse, er uden for inkarnationens rækkevidde og dermed Guds frelse.

Det er den vision, som Paulus løfter sløret for: ”I ham blev alting skabt, [og] i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig” (Kol 1:16,19-20). Det er en storslået økologisk vision, fordi den ikke bare handler om os mennesker, men om alt skabt.

Denne vision bliver særlig tydelig, når de kristne i Egypten, kopterne, fejrer eukaristien. Når præsten i den koptiske guddommelige liturgi, som nadvergudstjenesten kaldes, er færdig med at dele brød og vin ud til gudstjenestedeltagerne, sker der noget forunderligt: Patenen – fadet, hvor det indviede brød ligger – skylles og renses omhyggeligt, og alt det overskydende brød og alle brødrester fortæres af præster og diakoner, så der ikke er noget som helst tilbage. Måltidet gøres helt færdigt på alteret. Intet smides ud eller er til overs. Til sidst løfter præsten patenen over hovedet, mens bunden vendes i vejret. Sådan bliver det tydeligt for os alle, at der intet er tilbage.

Hvad er der særligt ved denne handling? Det er en måde give krop til den tanke, som kirkefaderen Kyril af Alexandrias (376-444) formulerede: ”hvad, der ikke er antaget, er ikke frelst.” Med det mener Kyril, at det, som Kristus ikke har ”antaget” – som han ikke er blevet en del af – gennem inkarnationen, det kan ikke frelses.

Men er der noget, der ikke er antaget? Nej, for det glædelige budskab er, at Kristus faktisk har antaget alt, der eksisterer. Evangeliet gælder hele skaberværket. Hvis Kristus kun var blevet mand, ville det kun være mænd, der kunne blive frelst. Han blev dog mere end ”bare” mand; han blev menneske, og dermed kunne alle mennesker blive frelst. Men det stopper ikke her – til manges overraskelse – for Kristus blev heller ikke ”bare” menneske, men antog hele den skabte natur, altså alt eksisterende, jord, dyr, planter, ja universet i sin helhed.

At Kristus blev menneske, var en ontologisk og kosmologisk begivenhed, der berører alt det skabte. Det er det, kopterne giver udtryk for i deres liturgi: Eukaristien er det måltid, hvor vi gennem Helligånden tager del i det mysterium, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. Og ved at vise, at der intet brød er tilbage på patenen, på samme måde er der heller ikke noget i Guds skabelse, der ikke er antaget gennem Kristus.

At denne økologiske vision har konsekvenser for, hvordan vi mennesker agerer og tænker i denne verden, er ikke overraskende.

Som Rowan Williams siger, er julens store paradoks, at Gud helt og fuldt ved, hvordan det er at være skabt. Inkarnationen udsletter al dualisme mellem Skaber og skabt, mellem åndeligt og materielt. Hver gang vi fejrer eukaristien, får vi lov at smage på, at hele skabelsen i virkeligheden er sakramental, et sted, hvor vi møder Gud og hans nåde.

Hvis vi lader julens mysterium trænge ind i vores krop gennem brødet og vinen, opdager vi måske, at verden er et sakramente. Og lige så forsigtige og samvittighedsfulde, som kopterne og kristne verden over behandler Kristi legeme og blod i eukaristien, på samme måde skal vi behandle alt skabt som uendelig kostbart. Alt er værdifuldt. Som den mindste krumme, så også den mindste bakterie i jorden. Intet er uden for Gud. Det er julens mysterium.

Glædelig inkarnationsfejring!