Grøn Familiefestival i Skabelsestiden

Af: Martin Ishøy

Hvis den brede befolkning mister engagementet for vores truede natur, klima og miljø, er det dødens pølse. Derfor må vi som kirke, også arbejde for at gøre vores klima og miljø-arbejde folkeligt forankret. Og derfor har Sct. Jørgensbjerg kirke holdt grøn familiefestival.

Skabelsestidsklumme af Martin Ishøy

Kirkens arbejde for klima og miljø bør være folkeligt forankret. Og skabelsestiden er en oplagt periode, at øve sig i det. Derfor holdt Sankt Jørgensbjerg kirke, som er Grøn Kirke, en Grøn familiefestival lørdag d. 12. september. Målet med den grønne familiefestival er at forene den gode opmærksomhed og følelse for naturen med sammenhængskraften i vores sogn.

Kirken er bærere af holdninger

Hvis den brede befolkning mister engagementet for vores truede natur, klima og miljø, er det dødens pølse. Derfor det folkelige sigte. Netop som kirke er vi bærere af holdninger og dybt forankret engagement i den verden, hvor vi lever. Det omfatter i høj grad også naturens verden, som jo på mange måder er forudsætningen for vores liv.

- og må bidrage til kampen for en bæredygtig fremtid

Gud er verdens skaber ”fra første begyndelse, nu og i al evighed”. Det er en både berusende og befriende sandhed, som vi har adgang til på adskillige måder i tro, tænkning og oplevelse – ved at stikke fingrene i jorden i enhver forstand. Sammen med vores høje intelligens og mange færdigheder har Gud givet os det ansvar blandt skabningerne at arbejde på alle skabningers lykke og gode liv. Med de klimaforandringer og miljøudfordringer, der truer hele kloden, siger det sig selv, at kirken må træde i karakter og yde sit specifikke bidrag til kampen for en bæredygtig fremtid.

Sjove og lystfyldte oplevelser

Kirkens specifikke bidrag er så ”arbejdet med sjælene”. Det kaldes også ordets forkyndelse, sjælesorg og diakoni. En ”grøn familiefestival” som denne er et forsøg på at gøre netop dette ved at tilbyde en buket af sjove og lystfyldte oplevelser, som kan være med til at vække den kærlighed til naturen, som er så vigtig for vores og klodens fælles fremtid.

Hvad gjorde vi?

Sammen med den lokale FDF-kreds indbød vi fra kirken Danmarks Naturfredningsforening som både informerede og hjalp børnene med at finde krible-krable insekter i et tilgroet hjørne af kirkegården. Foreningen Grøn Hverdag var der med quiz og oplysning. Med en leg lærte en lokal ildsjæl, børn og voksne om affald og hvordan vi håndterer det. En anden indbudt kvinde havde en lille bod, hvor enhver kunne tage naturen i hånden og flette småting i pilebark. Inde i sognegården stillede initiativrige mennesker fra et nærliggende lejlighedskompleks op med et velbesøgt byttemarked – som jo også handler om et genbruge ressourcerne i stedet for at smide dem ud. Selv stillede vi arrangører op med kreative værksted, hvor man kunne lave mange ting fra dukker og pynt i halm og naturprodukter over vindmøller til lysfangere i flotte farver og med hjemmelavede syboler. Vi tilbød et løb med Gud i naturen og en lokal FDF’er var skrap til at lære os, hvordan man laver fuglekasser. Vi havde et dybt uretfærdigt keglespil, hvor man ikke selv bestemte, om man fik den lette danske bane eller den urimeligt svære bane fra et af de lande i verden, hvor klimaforandringerne gør livet svært. Ikke mindst havde vi besøg at et par dygtige unge kunstnere fra Roskilde musiske skole, som leverede et dobbelt set indie-inspireret musik, som passede perfekt til lejligheden.

Vi begyndte med velkomst og ”Septembers himmel er så blå” (det blev den i hvert fald senere på dagen), og sluttede det hele af med en udendørs skabelsesgudstjeneste efterfulgt af grillede økologiske pølser, doneret af den lokale Kvickly.

print
Tagget ,