Hvorfor skal kirker engagere sig i klimapilgrimsvandringer? Nytter det noget og er det ikke bare en måde at politisere pilgrimstraditionen på? Landsleder i Areopagos, Lars Mollerup-Degn, reflekterer over klimapilgrimsvandringerne.
Hvorfor er vi en række kirkelige organisationer, der engagerer os i Klimapilgrim og opfordrer folk til at gå for større klimaretfærdighed i verden? Hvorfor er der hundredevis af kirkefolk fra det nordligste Norge, Finland, Sverige og fra Danmark, som tager del i klimastafettens vandring mod Paris? Og hvorfor er der tilsvarende tusinder, der kommer syd fra, op gennem Afrika, for at ankomme til Paris i efteråret, når FN holder Klimatopmøde for 21. gang? Nytter det noget, og har det noget med kirken at gøre? Og er det ikke bare en måde at politisere pilgrimstraditionen på?
Flere grunde til engagementet
Når Areopagos er gået ind i arbejdet med at koordinere den danske del af Klimapilgrim, skyldes det flere forhold:
• Vi er kaldet til at handle: Kirke og politik hænger sammen i den forstand, at evangeliet kalder os til at handle, når vi ser uretfærdighed i verden. Og skabelsesteologisk hører vi sammen med kloden og er sat til at forvalte dens ressourcer forsvarligt. Vi vil aflevere Jorden i ordentlig stand til kommende generationer.
• Vi har et ansvar: Klimapilgrim fokuserer på klimaretfærdighed. Faktum er, at klimaændringerne skyldes den rige verdens massive forbrug af fossile brændstoffer. Det har over de sidste par hundrede år gjort os i bogstavelig forstand stinkende rige – set i forhold til de fattige dele af verden og set i forhold til vores egne forfædres muligheder for blot få generationer siden. Det gør os medansvarlige. Samtidig er det et lige så klart faktum, at de, der betaler prisen for klimaændringerne, er de fattigste, de mest udsatte og dem, der har haft mindst gavn af og mindst medansvar for, at vi har sat klimaet ud af balance. Det er ikke retfærdigt. Klimapilgrim kalder på en retfærdig aftale i Paris, som lader ”forureneren betale” og kompenserer de uretfærdigt ramte i videst muligt omfang. Retfærdighed er altid en kirkelig hjertesag.
• Vi må besinde os: Det er evangelisk altid at begynde hos sig selv, før man peger fingre af andre. Pilgrimsvandringens natur er at kalde os til besindelse. Selvbesindelse. For det er der i selvbesindelsen, i de enkle skridt efter skridt i nær kontakt med naturen og de mennesker jeg vandrer sammen med, at jeg bliver klar over, hvem der er min næste, hvad min rolle er, hvor mit ansvar ligger. Pilgrimsvandringer i alle religiøse traditioner er kendetegnede ved, at de sigter mod et helligt mål. Målet farver vandringen og den besindelse, der finder sted. Når man vandrer mod en grav for en bestemt apostel eller helgen, mod et mindested for en bestemt begivenhed, en helbredende kilde eller hvad det nu kan være, så påvirker målets betydning og fokus også det fokus vandringens selvbesindelse får. På vandringen mod Paris vil fokus for besindelsen være, hvordan vi sikrer en retfærdig klimaaftale på de store linjer, og en selvbesindelse på, hvad min egen rolle i den sammenhæng er.
Når tro og handling forenes
Tro er tro. Handling er handling. Spiritualitet er, når tro og handling forenes, når det vi tror bliver til mere end ord, men også sætter sig spor i den måde, vi omgås andre mennesker, den måde vi bruger vores talenter og den måde vi forvalter vores ressourcer. Spiritualitet er, når troen får hænder at handle med og fødder at gå på. Derfor er vi med i Klimapilgrim
Areopagos står sammen med Grøn Kirke, Korsvej, og Folkekirkens Nødhjælp bag kampagnen Klimapilgrimsvandring
