Hun var også en af lederne af TRO-Økologisk Kirkefestival i Lejre tidligere i år. Hun har netop deltaget i en fem dages konference i Tollarp, Sverige, sammen med 51 andre folk fra kirker, der har kastet sig over at arbejde med det grønne. Her kan du læse noget af det, som arbejdet med bæredygtighed i kirken har vakt i hende.

Hvad tror vi?

Man kan til stadighed opleve, at det er et trosspørgsmål, om klimaforandringer er menneskeskabte eller ikke er det. Det har vi senest set i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor Mitt Romney udtalte, at klimaforandringer intet har med mennesker at gøre, og at vi derfor heller ikke som mennesker kan stille noget op overfor dem. Forskerne i FN’s klimapanel er på den anden side ikke i tvivl om, at der sker større og voldsommere ændringer i klimaet nu, end der har gjort tidligere, og at årsagen skal findes i menneskers livsstil. Selv i Danmark har vi oplevet regnskyl og storme af usædvanlig styrke, om end det, vi kommer ud for, er i en langt mindre målestok end i andre dele af verden, og dertil kommer at vi i vores del af verden har langt bedre muligheder for at rydde op og få hverdagen til at fungere igen efter kort tid. Sådan er det ikke i de fattigste egne af verden.

Det handler om ansvar og retfærdighed

20 % af verdens befolkning forbruger 80 % af jordens ressourcer. Dvs. der er 80 %, der må deles om de resterende 20 % af ressourcerne. Samtidig er det sådan, at det er forbruget fra de 20 % af verdens befolkning, der fører til langt den største del af drivhusgasser. Og man må stille sig selv det spørgsmål: Er det retfærdigt?

Der står på side 1 i Bibelen, at mennesker er skabt lige i forhold til hinanden, det kaldes i Bibelen ”at være skabt i Guds billede”, og der står tillige, at Gud gav mennesker ansvaret for at passe på og forvalte alt det, han havde skabt. Mennesket er altså selv en del af alt det, Gud har skabt. Og til forskel fra andre levende væsner, har mennesket fået forstand og fornuft. Det betyder, at vi som mennesker har en vis evne til at forudse, hvad der kan ske, hvad der kan komme ud af det, vi gør. Derfor har vi et særligt ansvar overfor Gud. Vi må derfor som kirke arbejde for bæredygtighed ud af et særligt ansvar overfor Gud, og vi må arbejde for en mere retfærdig fordeling af goderne. Det er et etisk problem, at det er de fattigste, der rammes først og hårdest af klimaforandringerne. Som kirke må vi vise solidaritet med det, der er mest sårbart – det var det, Jesus gjorde.

Går verden mod sin ende?

De hyppigere oplevelser af ekstreme vejrfænomener kan godt virke skræmmende. Og man kan spørge sig selv, om vi er på vej mod de sidste tider og jordens undergang? Det er ikke kirkens opgave at fordømme mennesker, der har handlet på fuldstændig samme måde, som alle andre har gjort i deres tid. Det er heller ikke kirkens opgave at stille sig til dommer over, at man indenfor sit respektive erhverv, har fulgt de råd, man fik af sine rådgivere, og som er givet ud fra den viden, man har haft. Kirkens opgave er derimod at være med til at ændre den måde, vi tænker på, og det kan den bl.a. gøre ved at pege på håbet. Håb, tro og kærlighed hører til det kristne fundament, og det at kunne håbe er nødvendigt for overhovedet at kunne forestille sig, at der er en fremtid. Håb er ikke det samme som prognoser, og håbet kan ikke bruges til at forudse, hvad der vil komme. Håb kan til gengæld give mod, det kan give os overskud til at arbejde for noget, vi ikke har set, hvor vi ikke kender resultatet, og det gør os i stand til at forvente en fremtid med mening og indhold.

Hvad giver livet mening?

Vaclav Havel, den tidligere præsident i Tjekkiet, har engang udtalt, at forbrugende vesterlændinge oplever den samme tomhed, den samme form for meningsløshed, som mennesker der lever i totalitære regimer. Forbrug giver med andre ord ikke ubegrænset glæde og tilfredsstillelse. Det kan ikke fylde vores liv med mening og indhold, og vi befinder os på et punkt, hvor vi må besinde os på at være glade for det, vi har.

Af Helene Wonsbek Rasmussen