Danske kirker deltager for anden gang i en konference om bæredygtighed i kirker. 5 lande er med og næste møde er i Wittenberg fra 5.-9. september.
Landsbykirker fra Danmark, Sverige, Tyskland, Letland og Slovakiet er med i et bæredygtighedsprojekt som er støttet af EU midler. Projektet strækker sig over to år og deltagerne skal mødes i Wittenberg i begyndelsen af september.
Læringsprojekt
Projektet kaldes i EU sammenhæng et Grundtvig projekt, dvs. det er et læringsprojekt. Det henvender sig til kirker på landet og hensigten er, at folk i disse kirker skal lære om bæredygtighed og omsætte deres viden til praksis i deres respektive kirker og menigheder. Fra dansk side deltager 4 pastorater:
- Rise kirke ved Åbenrå, Haderslev stift
- Kirkerne på Ærø, Fyens stift
- Kvislemark, Fyrendal og Førslev på Vestsjælland, Roskilde stift
- Sæby og Gerskøj sogne i Lejre kommune, Roskilde stift
Fra de øvrige lande deltager ligeledes cirka fem kirker.
I løbet af projektet afholdes 3 internationale konferencer hvor repræsentanter for alle deltagerkirker mødes. Den første konference fandt sted i Tollarp i Sverige i november 2012. Den næste konference finder sted i Wittenberg, 5. – 9. september, og den sidste finder sted i Slovakiet, 22. -26. maj 2014.
Praktiske råd til hverdagen som landsbykirke
Vi står altså lige for at skulle til Wittenberg – en konference, der vil give deltagerkirkerne mange praktiske råd og tilgange til bæredygtighedstemaet. Hensigten er også at kirkerne bruger konferencen til at udveksle erfaringer, der er høstet siden konferencen i Sverige sidste år.
Af: Keld Balmer Hansen

