​

Gudstjenesten og gudstjenestelivet sammenstiller nemlig det nære og det fjerne, fortid og fremtid som hinandens forudsætninger.

I modernitetens fremmarch er der igen og igen blevet spurgt til hvem vi hver især er i samfund med, når det fælles først skal findes. Og dette tilbagevendende spørgsmål skyldes modsætningen mellem på den ene side trygheden ved det kendte og det nære, og på den anden side tilliden til åbenheden og det grænseløse samfund. Sættes der således spørgsmålstegn ved tilhørsforholdet til givne fællesskaber, sættes der tillige spørgsmålstegn ved nødvendige fælles handlinger i forhold til givne udfordringer inden for klima og miljø.

Individualitet og fællesskab – også i gudstjenesten

Denne modsætning, der klæber til moderniteten, giver umiddelbart visse udfordringer for det almindelige gudstjenesteliv i og omkring kirken, fordi hvad er vi som samfundsborgere fælles om og hvad kan vi blive enige om?

Og dog er mennesket et samfundsvæsen, der som hovedregel foretrækker livet i både samfund og fællesskab. Med andre ord behøver der altså ikke i gudstjenesten at være et modsætningsforhold, en modstrid mellem det ene og det andet, det kendte og det ukendte, mellem det nære og det fjerne.

Gudstjenesten og gudstjenestelivet er nemlig i sin kerne stedet, der med ord og gerning, sammenstiller det ene og det andet, det nære og det fjerne, som hinandens forudsætninger, akkurat som de er det for ethvert menneske og i enhver menneskelig udvikling.

Vi er forpligtet som forvaltere

Denne forudsætning og kombination giver tillige en balance her og nu mellem fortid og fremtid. En ansvarlig og respektfuld forpligtethed som forvaltere. Det er budskabet i gudstjenesten. Et budskab, der er grønt og fyldt af vækst og håb. Og gudstjenestelivet og -fællesskabet bringer det med videre ud i samfundet.

Derfor skal vi bestræbe os på en udvikling og en gudstjenestefejring, hvor vi rækker det videre, vi selv har modtaget, mindst i samme tilstand, hvori vi modtog det – det være sig naturen, miljøet, kloden.

Gudstjenesten og gudstjenestelivet i de grønne kirker er altså stedet og det nødvendige afsæt for at se fremad. Om den konkrete handling til bevarelse af naturen, besparelse på energien, det gode forvalterskab osv. begynder i det nære eller det fjerne er ikke afgørende. Blot det ene følger det andet og at det bliver konkret. Inspirationen og motivationen – håbet til at handle – må formidles i gudstjenesten og gudstjenestelivet.

Konkret inspiration til gudstjenestefejring

På Grøn Kirkes hjemmeside kan man her finde forskelligt materiale i forhold til koblingen mellem ønsket om at være grøn kirke og hvordan dette konkret kan udfolde sig i gudstjenestelivet. Bl.a. er der forslag om at en konkret periode (september) afsættes til at fokus på Gud som skaber og skabelsen. Særligt fokus på Guds skaberværk kan ske ved at holde en skabelsesgudstjeneste. Men det er naturligvis også muligt at tale om klima og miljø mv. ved en ”almindelig” høstgudstjeneste, som stadig afholdes i de fleste af landets kirker og som ofte ligger i ovennævnte periode. Videre er det også en mulighed og en god ide at afholde relevante arrangementer, der knytter sig til emner omkring skabelse og natur, og hvordan vi forholder os til den.

Endelig har Grøn Kirkes hjemmeside også inspirerende materiale, såfremt man ønsker at afholde en gudstjeneste eller en andagt på hvilket som helst tidspunkt på året med fokus på klima og skabelse. Måske søger man et alternativ til høstgudstjenesten, eller man vil måske supplere den almindelige gudstjeneste. Eller måske skal man blot holde en andagt. I inspirationsmaterialet kan man finde: bønner, tekstforslag, salmeforslag, nadverbønner og færdige (og afprøvede) liturgier.

Søren Peter Hansen er tidligere provst for Syddjurs Provsti, hvor alle 36 kirker er grønne. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Grøn Kirkes holdning på området.

Af: Søren Peter Hansen, direktør FOF Aarhus