Jord under neglene

Havde Gud havehandsker på, da han formede Adam af agerjorden, eller har Gud mon også jord under neglene? Et nyt projekt i Grøn Kirke vil gerne være med til at flere – også i kirkerne – får jord under neglene. Klumme af Biskop Peter Fischer-Møller

Det er forår. Bøgen er sprunget ud. Fuglene synger det bedste, de har lært. I haver og på marker er der fuld gang i skabelsesunderet. Her i Roskilde har vi høstet de første rabarber og aspagers. Kartofler og jordskokker har vovet sig over jordoverfladen og folder de første blade ud. I drivhuset er de første rækker radiser allerede spist. Vi prøver at holde duerne på afstand af de nye kålplanter og glæder os over æbletræerne, der blomstrer, som var det en afdeling af Paradisets have. Livet er virkelig ikke det værste man har!

Kan du genkende det? Ja, når du er gået ind på Grøn Kirkes hjemmeside eller har åbnet vores nyhedsmail, så har du nok selv jord under neglene. Men den glæde og det perspektiv, som nærkontakt med jord, frø, ukrudt, buske, træer og fuglesang giver os, kan blive flere til del.

Kirkens jorde kan give flere mere jord under neglene

At være med til at give flere jord under neglene, er noget af ideen bag det projekt om ”kirkens jorde”, som Grøn Kirke har fået tilskud til af Kirkeministeriets udviklingsfond. Der er 11.000 hektar jord knyttet til folkekirken spredt over det ganske danske land. 7.000 hektar er i landbrugsmæssig drift. Langt det meste af denne jord er bortforpagtet til konventionelt landbrug. Vores tanke er: kunne vi ikke få mere kirkelig værdi ud af i hvert fald en del af denne jord? En stor del af kirkens jorde ligger tæt på landsbyerne. Kunne man ikke bruge de nærmeste par hektar til fælles skolehaver, fælles køkkenhaver, fælles fårehold, fælles hønsegård? Kunne vi sammen få jord under neglene? Kunne vi sammen gøre erfaringer med jorden, så det går op for os, hvilket mirakel der udfolder sig her i foråret? Og at det ikke kun er noget, der finder sted på landet, i ”Udkants Danmark”. De er nemlig også i fuld gang i byerne. Urban gardening er i vild vækst.

Det handler om at holde af jorden

Med vores projekt ”kirkens jorde” håber vi at kunne få samlet information og få videregivet inspiration, så flere børn og voksne får mulighed for og lyst til at få jord under neglene. For det er dér, det sker: Når vi graver vores egne kartofler op og plukker et af de æbler, vi har fulgt fra de var en blomst her i maj. Med Grundtvig synger vi: ”Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.” Det er det, vi arbejder med i Grøn Kirke: vi arbejder med at skabe opmærksomhed om det ansvar, vi har for Guds skaberværk. Vi sætter fokus på klimaforandringernes negative konsekvenser for folk, der i forvejen har for lidt. Og vi holder os til det håb, der springer ud af Biblen og dens budskab om, at vi og verden stadig også er i Guds gode hænder. Jeg tænker: Havde Gud havehandsker på, da han formede Adam af agerjorden, eller har Gud mon også jord under neglene?

print
Tagget ,