Hvad har kirken (og her mener jeg ikke bare ”min” kirke, men Guds kirke – os alle sammen) at sige om julen og bæredygtighed? En hel masse, i min optik. Men inden vi kommer for godt i gang: Dette er ingenlunde en klumme der omhandler at du skal give mindre og helst hjemmelavede julegaver samt købe økologisk og bæredygtigt ind til julefrokosterne. Forstå mig ret – det synes jeg er fine ideer, men jeg vil gerne tage samtalen omkring julens budskab et spadestik dybere i den evige klimasamtale for Skaberværket der foregår året rundt, livet igennem.    

Jeg er velsignet med 6 års erfaring som folkeskolelærer på en af Københavns store, nye folkeskoler, hvor jeg arbejdede som klasselærer for 0.,1. og 2. klasser, imens jeg læste min anden bachelor, så jeg kunne blive præst. Nogle år, som jeg glædes over og længes efter, for sikke en masse man kan lære om livet ved at følge børn og unge mennesker. Noget af det eleverne skal lære i de tidlige indskolings år, er kalenderen, årstiderne, klokken, datoer, ugedage og den slags. Noget af det, som gik igen årgang efter årgang, var at de kære børn ikke kunne begribe at julen er en højtid – og hverken en måned eller en årstid. For dem forløb skoleåret i sommer, efterårsferie og så jul, helt fra oktober til den 25. december. 

Når jeg ser ud på den kommercielle jul, så forstår jeg godt at børnene bliver forvirret oveni hovedet. For der findes juleslik og godter på hylderne i Netto, Rema 1000 og alle de andre kæder, allerede inden vi har haft efterårsferie i oktober. Halloween har måske skubbet julen lidt tilbage i året, skulle man tro, men der findes også supermarkeder der sælger begge typer af slik, på samme tid, helt fra starten af efterårets måneder. Jeg kan egentlig godt forstå, når mennesker er ved at kløjes i julen 1. førstedag, hvis de har været i gang siden slut oktober. Det bliver til rigtig mange flæskestege, mange gentagelser af ”Last Christmas”, enormt mange pebernødder og generelt meget brunt, grønt og rødt, der skal klemmes ned.
Mit spørgsmål til os alle sammen er: Husker vi som kristne og som kirke den fine tid der kommer før julen – den lilla advent? I adventen inviteres vi til, som i fasten at forberede os. ikke på den der ”julerengøring-ønskeliste-juleklippeklistredags-agtige-måde”, men på en anden måde.

Advent, på latin, Adventus Dominus, betyder Herrens komme, og vi får i denne tid en gylden mulighed for at søge tættere på Kristus. Vi VED at december måned, er en tid hvor forbrug, madspil og alkoholforbrug ryger i vejret (alene i december stiger danskernes alkoholindtag med 35%, ifølge Alkohol og Samfund '1'). Vi ser hvordan bybilledet forandrer sig med menneskemylder, både den hyggelige slags med julestuer på institutionerne, julehjælp i kirkerne og juleindkøb på gaderne. Men også de knap så hyggelige med (for) fulde mennesker på gader og stræder samt ufred i hjemmene. Som Guds kirke, inviteres vi til det modsatte af den kommercielle december. For vi inviteres til bøn, stilhed, bibellæsning, afholdenhed – alt sammen med udspring i Kærligheden. Betyder det så, at vi bør afstå fra alt, der foregår ude i verden i disse julefrokosttider og isolere os inde i vores flotte bygninger? Med så meget andet i troen tror jeg ikke, at det kan siges så simpelt. Måske bør vi i stedet gribe vores rolle i verden an, som Paulus råder os og menigheden i Korinth til at gøre: Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Søg ikke det, som er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre. 1.kor. 10, 23-24

Hvordan kan du tage Paulus ord alvorligt i det der er din hverdag – også i adventen?

Jeg ved ikke, hvordan du oplever det, men for mig er der i december måned en reel mulighed for at jeg bliver en bitter, nissehadende (en ægte Nåsåer, i bedste ”The Julekalender” stil) kristen. For som i Påsken, Pinsen, Allehelgen mv. kan jeg irriteres over vores elskede lands uvidenhed omkring de højtider vi fejrer med fridage og store frokoster, uden at huske på den fine gave og det smukke budskab, der er i selv samme højtider. I stedet er der fokus på salg, forbrug og julebryg, samtidig med at jeg hvert år møder mennesker, der oplever ensomhed og selvisolation. Ikke kun dem der har mistet familie at holde jul med, eller dem der ikke har nogen venner at fejre nytår med, men også de mennesker der er presset over at skulle hjem til familien – igen med knuste drømme og en ikke-eksisterende kæreste at præsentere for mor og far samt vores hjemløse brødre og søstre der i bedste ”den lille pige med svovlstikkerne”-stil ikke har et julebord at sidde ved eller en seng at sove i. Kan du selv se, hvor knotten jeg kan blive? Kan du genkende tankemønsteret? Det er ikke super opbyggende eller hyggeligt at tage patent på julens budskab med bitterhed og bedrevidenhed, og jeg irriteres over, at jeg irriteres. 

Men måske handler min irritation om en længsel efter det større fællesskab. Fællesskabet omkring Gud i stedet for andre ting. Lad mig slå det helt fast, en gang for alle: Jeg kender ikke dig og dit liv, og jeg skal ingenlunde fordømme dig og den måde, du holder advent på. Jeg forsøger at pege på en anden pointe end fordømmelse – det tror jeg nemlig ikke, at vi kan bruge til noget, i klimasnakken eller i kirken, for det skaber skam og isolation og ikke fællesskab og fred. Hvis du har følt dig trådt over tæerne i klummen her, så vil jeg blot citere den dygtige Richard Rohr i bogen Faling upward: ”Please don’t send me hate letters”. '2'
I mine øjne handler december og advent om noget meget større: En invitation til at søge tættere på Jesus i tanke, ord og handling, ganske som vi gør det i fastetiden. Jeg tror, at vi som kirke har nøglen til den grønne omstilling året rundt, men måske, ganske særligt i denne første tid af kirkeåret: Et simpelt liv. Et liv, hvor bøn for verden, kærlighed, fred og forsoning er i fokus fremfor noget andet.

Der ligger en stor opgave foran os alle sammen i den grønne omstilling. Som jeg skrev tidligere, kunne jeg sagtens slå på tromme for, at vi som kristne bør gå forrest i en bæredygtig, grøn jul med klimavenlige juletræer, at vi slukker for julelysene, økologiske og vegetariske julefrokoster, plastikfri julepynt og færre julegaver. Det er alt samme gode tiltag, som jeg vil lade dig om at beslutte i hvor høj grad, du vil implementere i dit liv og i din menighed. Men jeg tror faktisk, at et grønt liv og en grøn omstilling ikke kun er handlingsbaseret, men også er en åndelig omvending. Måske er det særligt dér, vi oplever forandringspotentiale, men måske det også er så meget sværere? For det kræver jo en hel del mere af os – af dig og mig. Vi har, tror jeg, nøglen til mere miljøbevidsthed i kristendommen, men vi har i den grad brug for Helligåndens virke. For som Åndens frugter, så sker denne omvendelse til et enklere liv, ikke blot med handlinger, men ved at Gud selv griber ind i vores liv.

Så jeg ønsker at slutte denne klumme af med en udfordring til dig, der læser med her. Jeg vil udfordre dig til at gå ind i adventstiden med hjerte, hoved og hænder og fejre advent – Herrens Komme.  

Rigtig glædelig advent og Guds fred