Skrevet af: Katinka Amalie Schyberg

Sulsted kirkegård ligger smukt placeret i vestkanten af Hammer Bakker, nord for Aalborg. Graver Ole Bach Nielsen, er derfor så heldig at have masser af plads til at eksperimentere med kompostering. I de sidste par år har han og hans kollegaer komposteret både hækafklip og sommerblomster i kirkeskoven bag graverhuset.

I de sidste tre år har han således lavet noget dejlig jord af sit hækafklip. Ole forklarer, at det tager ca. to år at producere sin egen jord, når det dannes af denne slags affald, og at han vender det et par gange om året. Fordelen er, at man sparer en del penge, fordi man hverken skal betale for at få hentet sit afhentet affald eller indkøbe ny jord.

Indtil videre har Ole primært komposteret hækafklip, men det næste skridt er at forsøge at kompostere årets grandækning også. På Sulsted kirkegård lægger de ca. 20 kg gran på hvert gravsted, og det bliver til en del tons gran som de indkøber for blot få måneder efter at betale for at få kørt væk igen. Målet er på sigt at skære ned på gran, men det er ikke så ligetil, for man skal have gravstedsejerne med, og de er ofte glade for de smukke dækninger, der laves på kirkegården. Derfor er Ole også begyndt at gøre noget ud af at forventningsafstemme med nye gravstedsejere, så de ikke kommer til at forvente at der bruges i så store mængder gran hvert år. Men uanset hvad, vil der altid være meget gran, der skal fjernes fra gravstederne i foråret. Men altså ikke nødvendigvis fra kirkegården, for nu vil Ole forsøge at kompostere det. Grunden til, at gartnerne ikke har forsøgt sig med dette tidligere er, at gran oftest kommer i så store udskæringer, at det vil tage meget, meget lang tid for det at omsættes. Men i år er de begyndt at grandække med net, og det betyder, at granen er skåret ud i meget mindre stykker. Derfor tror Ole, at det bedre kan lade sig gøre at få succes med gran kompostering. Ideelt set, havde kirkegården ressourcer til at få en stor flishugger på besøg hvert år, der kunne omsætte granen til mindre, komposterbare dele. Men dette er en stor udgift – særligt fordi, at det ikke er alle flishuggere, der kan tage de stride stykker gran, og man skal derfor op i en vis kaliber. Ole drømmer om, at provstiet evt. kunne investere i en fælles maskine, eller at der kan sættes en anden ordning i gang, der gør der nemmere at kompostere granen. 

Udover at kompostere sit hækafklip, bruger Ole også afklippet til at lave vinterbundække i bede på nedlagte gravsteder. Det giver et anderledes udtryk, som Ole godt kan lide, og som både menighedsrådet og kirkegårdens besøgende – til Oles store overraskelse – også sætter pris på.

Sulsted kirke er Grøn Kirke, og det er ifølge Ole en anledning til hele tiden at tænke nyt. ”Vi er jo Grøn Kirke, så derfor bør vi måske…”, siger han og angiver altså at det, at være blevet Grøn Kirke ikke kun handler om at ”få stemplet”, men lige så meget om hele tiden at være bevidst om og i proces med hvordan man kan blive mere bæredygtig som kirke og kirkegård. Idéerne får han bl.a. i den ERFA-gruppe, han er i, sammen med både gartnere, gravere og repræsentanter fra menighedsråd i Aalborg stift. Ifølge Ole betyder det meget, at der også er repræsentanter fra menighedsrådene med i ERFA-gruppen, da det øger chancerne for at idéer bliver til virkelighed betydeligt. Ofte kan man som gartner eller graver opleve at udvikle idéer med sine kollegaer og i sin ERFA-gruppe, men at når man så bringer sine idéer til menighedsrådet, går det i stå – enten blot af økonomiske årsager, eller fordi man i menighedsrådene måske ikke helt forstår idéen. Her er det en fordel hvis gartner og menighedsrådsrepræsentant har fået ny viden og inspiration sammen, og at idéerne derfor opstår og deles på tværs af ansatte og menighedsråd.

Når man skal gå fra graverhuset og ud af kirkegården, går man langs det gamle dige. Ole har besluttet at de ikke vil klippe og barbere diget, men lade beplantningen gro. Det kan godt være, at diger, der vokser, skaber lidt mere rod, men ifølge Ole må det være vejen frem, for dels kan det ikke betale sig at holde dem – det er meget arbejdskrævende – og dels har han en fornemmelse af at de nye generationer på kirkegården også godt lide at det ser ud på den måde. Æstetik og smag i forhold til natur og kirkegård er langsomt ved at forandre sig.